Stærk, bred og populær kvartet klar til Nibe 2026
Så er der yderligere fire stærke navne klar til den 40. Nibe Festival, som afvikles i Skalskoven 1. – 4. juli 2026.
Benjamin Hav & Familien
Når Benjamin Hav & Familien endnu engang indtager Skalskoven, er det ikke bare en koncert – det er et sansebombardement, hvor kreativitet, humor og rå musikalitet bliver kastet ud over publikum i store, farverige bølger. Hav er en performer i sin helt egen liga, og sammen med Familien leverer han et show, der er lige dele kunstprojekt, kaos og kærlighed.
Festivaltalsmand Peter Møller Madsen udtaler – ”Jeg så Benjamin Hav & Familien i Royal Arena for få dage siden. Det var en manifestation, som efterlod et pakket RA som en gigantisk pumpende fest. Jeg tror helt sikkert, at koncerten onsdag aften bliver endnu en af de aftener, hvor vi står tæt, hvor vores unikke fællesskab fester og vi går hjem med følelsen af, at vi har oplevet noget, der nærmest kun kan ske i Skalskoven”.
Gavin DeGraw
I 2013 gæstede Gavin DeGraw Nibe og gav et brag af en koncert. Dén skal gentages i Nibe, og bliver det lørdag d. 4. juli kl. 18:30, hvor Gavin DeGraw er tilbage i Skalskoven.
Gavin DeGraw har med store hits som ”I Don´t Want To Be”, ”Not Over You”, ”In Love With A Girl” og ”Chariot” erobret scener over hele verden med sin karakteristiske stemme og de store popsoul-ballader og enorme energi. Hans liveoptrædener er kendt for nærvær, power og en stemning, der trækker publikum helt tæt på. Når han atter står på scenen i Nibe, bliver det med både de store hits, de intime øjeblikke og den varme charme, der har gjort ham elsket globalt. Det bliver uden tvivl et af årets store højdepunkter – et show, der rammer hjertet og løfter Skalskoven mod stjernerne.


Turboweekend
Der gik vel nærmest et sus gennem festivallandskab, da Turboweekend sidste år blev genforenet. Og nu er de så tilbage i Skalskoven – efter mange års pause.
Med deres mørke, melodiske univers, men også udadvendte og elektroniske energi samt de stærke vokalharmonier er bandet klar til at bevise, at savnet ikke har været forgæves. Det bliver intenst, svedigt og drømmende på samme tid – en koncert hvor hvert beat kan mærkes helt ud i trætoppene, og hvor Nibes publikum får lov at være med til et helt særligt øjeblik på Blå Scene fredag ved midnatstid.
GNAGS
Der er få navne, der kan forvandle Skalskoven til et syngende, dansende fællesskab som GNAGS. Med mere end syv årtier siden dannelsen helt tilbage i 1966, og årtiernes hits i rygsækken leverer de et show, der stråler af erfaring, overskud og den slags spilleglæde, man kun får, når man har skrevet soundtracket til så mange danskeres liv.
Det bliver en varm og kærlighedsfuld oplevelse fredag på Nibe 2026, hvor både nye og gamle festivalgæster synger med på “Vilde Kaniner”, ”Rytmehans”, “Danmark”, ”Mr. Swing King” og alle de andre hits, der samler generationer – præcis som Nibe elsker det.


Lørdag d. 1. december kommer der yderligere en stribe navne, som efter planen alle bliver programlagt inden dagsbilletsalgsstarten d. 2. december kl. 10.
Fakta om Nibe Festival 2026
- Dato: 1.–4. juli 2026
- Sted: Skalskoven, Nibe
- Partoutbilletter: Udsolgt på 7,5 time (16. september 2025)
- Dagsbilletter: Salg åbner 2. december 2025