Nibe Festival åbner for 39. gang
Af: Sarah Kastrup. Foto Claus Søndberg
Sommerferien er skudt i gang, og for mange betyder det én ting: Festival. Tirsdag kl. 18:00 blev hegnet til Camp Øst væltet, og med ét forvandlede en tom mark sig til en udsigt af telte, ølrammer og mennesker i festivalhumør. Nibe Festival er officielt i gang, og som altid satte gæsterne i Camp Øst stemningen fra første sekund.
Temperaturen på Camp Øst var høj
Vi har været en tur forbi campområdet, for at tage temperaturen på Camp Øst. Her har vi talt med nogle af de først ankomne gæster – gengangere såvel som debutanter – om deres forventninger til festivalen og kampen om de bedste teltpladser.
På turen rundt på campen mødte vi mange, der for første gang skulle rulle teltet ud på Nibe Festival. For Katrine og Nanna på henholdsvis 20 og 23 år er det første gang, de er med på Nibe – men deres start på festivalen forløb uden problemer. De ankom lidt senere end mange andre og slap dermed for den værste kø ved indgangen, hvilket viste sig at være et heldigt træk.
“Vi gik bare lige igennem,” fortæller Katrine med et smil. Teltet har de slået op helt bagerst på campområdet, men det generer dem ikke, tværtimod.
“Vi ligger tæt på ladestanderne, toiletterne og købmanden, og vi har god plads omkring os. Det er altså lidt luksus i forhold til, hvor tæt andre ligger,” siger Nanna.
Også Annika, Alma og Ida-Marie, som netop er stoppet på Ranum Efterskole, er debutanter på festivalpladsen – men bestemt ikke alene.
“Vi har været her siden kl. 15 og stod lidt i kø, men det var slet ikke slemt,” siger Alma. “Det var hyggeligt – man sad med sine veninder, og der var en vildt god stemning.”
De er en del af en stor efterskolereunion med omkring 270 tidligere efterskoleelever, der igen i år repræsenterer skolen. Alle i den store camp, som nærmest minder mere om en lille landsby end en festivalcamp, gjorde sig klar til en festlig aften, der skulle sætte standarden for resten af festivalen.
“Hvordan slår man det her telt op?”
Et af de mere underholdende øjeblikke opstod, da vi stødte på en gruppe drenge, der kæmpede med at få deres telt til at ligne noget, man kunne sove i. Simon, Peter, Rasmus og Tobias, der alle er i alderen 17-18 år, fik en pause fra deres teltkrise for at svare på vores spørgsmål – heldigvis med et smil.
Trods teltudfordringerne var humøret højt, og planerne klare: Der skal festes, hygges og lyttes til en masse musik. For drengene var blandt andet Kesi højt på ønskelisten, men de glædede sig også til den fest, som aftenen senere bød på.
Skinz åbnede Grøn Scene og Nibe Festival er nu officielt i gang
Da solen begyndte at stå lavere over himlen, summede Camp Øst af liv. Nogle spillede beer-pong blandt de mange telte, andre klargjorde outfittet og makeuppen til festivalens første koncert, og det var tydeligt at høre på soundbox-symfonien rundt på campen, at festen kun lige er begyndt.
Da Skinz gik på Grøn Scene midt i campområdet satte det for alvor gang i Nibe Festival. De blev modtaget af en masse festklare gæster, der flokkedes om Grøn Scene og sang festivalen ind på bedste vis. Alt tyder på, at det bliver en uge med mange minder, man kommer til at leve højt på hele sommeren.
Vi ses derude!
Her får du et lille indblik i åbningen af Camp Øst:





Foto: Claus Søndberg
Vil du vide mere om årets festival? Du kan finde al praktisk information på Nibe Festivals app. Hent den til iOS her og til Android her.