Turboweekend
Der var ingen som Turboweekend, da de debuterede i midten af 00’erne. Årene forinden havde den danske scene været præget af en melankolsk, indadvendt tone, men pludselig stod tre farverige karakterer frem med en udadvendt, soulet og rock-elektrisk energi. Og med bandets første store radiohit, ’Into You’, stod det klart, at Turboweekends toneangivende new rave-fester i den københavnske undergrund havde potentiale til at ramme landets største scener. Og det gjorde de.
Næsten 20 år efter udgivelsen af en af de mest banebrydende og toneangivende debutsingler i dansk rockmusik lyder Turboweekend både mere tændte og aktuelle end nogensinde.
I foråret 2025 vendte trioen, der bl.a. er kendt for hits som ’Into You’, ’After Hours’, ’Trouble Is’, ’On My Side’, ’Miles and Miles’ og mange flere, tilbage efter 10 års musikpause og antændte med ét en ny musikalsk glød på disco-infernoet ’Under Overfladen’.