Lørdags-luren: Hvor får man den bedste lur på Nibe Festival?

Af Lærke Visby. Foto: Sarah Kastrup

Det er lørdag på Nibe Festival. Benene er ømme, stemmen hæs, og din hjerne har brug for bare et øjebliks fred. Velkommen til Survival Saturday – dagen hvor alle har fortjent en pause.

Men hvor finder man egentlig ro på en festival, hvor der altid sker noget? Vi har lagt os fladt ned (bogstaveligt talt) og testet seks forskellige steder på Nibe Festival – vurderet ud fra komfort, støjniveau og placering. Fordi alt har betydning for en episk festivallur. 

Hængekøje tæt på Den Lille Fede

Nok festivalens mest optimale lurspot, hvis du ikke kan finde vej til teltet. Her er både skygge og tilpas afstand til musikken – men stadig tæt nok på til at føle, man er med (måske du kan drømme dig til stemningen). 

Eneste minus er, at det faktisk kræver en anelse teknik at lægge sig til rette – måske endda endnu mere, hvis du har fået noget indenbords, men når du først ligger der, svajer du let i vinden med duften af festivalmad og bassen fra Den Lille Fede i baggrunden. Perfekt til en rigtig “morfar” i det bedste bud på en “seng” langt fra flade, halvt oppustede luftmadrasser. 

  • Komfort ★★★★☆
  • Støjniveau ★★★☆☆
  • Placering ★★★★☆

Bedst til: Dig, der gerne vil sove lidt fancy og stadig føle, du er med.

Sækkestol ved Color Bar

Den fungerer fint som et sted til en lur, hvis det blot er tænkt som en kort pause efter en tur på floor, men ikke bygget til lang lur. Vi må konstatere, at du sidder mere, end du ligger, og at du helt sikkert ikke får mere end 5 minutter i drømmeland, før du danser videre. 

Uheldigvis kan det være ualmindeligt svært at komme op fra sækkestolen, når man først er kommet på plads. 

  • Komfort ★★☆☆☆
  • Støjniveau ★★★★☆
  • Placering ★★☆☆☆

Bedst til: Dig, der trænger til en powernap inden festen går videre.

Bænkene på junglestien

Mellem flis og fadbamser finder du kasser i forskellige farver, som formegentlig forsøger at udgive sig for at være bænke. “Bænkene” står placeret midt i både festivaltrafik og madduft, hvor sultne festivalsgæster passerer. Her kan du vente og fange et kort hvil, mens vennerne henter en fortjent festivalburger – forhåbentlig har de en med til dig også.

Vi kan konstatere, at det er et lidt hårdt underlag, som helt sikkert fungerer bedst, hvis du sover på maven (for ja, selvfølgelig har vi testet forskellen). Desto blødere mave, du besidder, desto bedre bliver luren. 

  • Komfort ★★☆☆☆
  • Støjniveau ★★☆☆☆
  • Placering ★★★★☆

Bedst til: Dig, der helst sover på maven, når du venter på mad. 

Hjertestolene

Disse kan findes forskellige steder på festivalpladsen omkring de mindre scener. Her sidder du ikke perfekt, men bedre end man skulle tro. Sætter du to sammen, kan du smide benene op og skabe noget, der minder om en liggestol.

Det er ikke luksus, men det fungerer, og du kan let følge med i, hvad der sker omkring dig, uden at være midt i det. Dét er altså en lur, der dur! 

  • Komfort ★★★★☆
  • Støjniveau ★★★☆☆
  • Placering ★★★★★

Bedst til: Dig, der gerne vil ligge ned – eller sidde op. Du bestemmer selv.

Borde-bænkesæt ved Reservatet

Her skal du altså ligge helt stille, og helst ikke være én, der vender dig i søvne. Men ligger du rigtigt, kan du godt snige dig til 20 minutter i fred, mens fuglene kvidrer, og skovluften gør sit. Særligt god med en solstråle. Knap så god, når regnen falder.

Og hvad end du gør, så lig for guds skyld stille, så du ikke havner i flisen under bordet. 

  • Komfort ★★☆☆☆
  • Støjniveau ★★★★☆
  • Placering ★★★★☆

Bedst til: Dig, der bare har brug for 10 minutter uden store krav til dine omgivelser.

Foran stor scene

Apropos flis… Du ligger på jorden, solen bager, og musikken buldrer. Du lukker øjnene i tre minutter og kalder det restitution. Respekt. Men lad os være ærlige: Hvis du tager en lur her, er det næppe et bevidst valg.

Det er et tegn.

Et tegn på, at du burde være i dit telt. Eller hos samaritterne. Medmindre du absolut vil sove med 5.000 mennesker omkring dig og støv i næsen. Det kan altså ikke anbefales – for ja, vi har selvfølgelig lige testet det. 

  • Komfort ☆☆☆☆☆
  • Støjniveau ☆☆☆☆☆
  • Placering ★★☆☆☆

Bedst til: Ingen. Gå hjem i seng. 

Men vil du være helt sikker på en god lur? Så find et telt. Dit eget, en vens – eller en, du har mødt i baren. Det er nogenlunde mørkt, nogenlunde blødt, og ingen tager billeder, mens du sover (forhåbentlig). Nyd den sidste dag på festivalen efter en forhåbentlig episk lur. Over and out. 

Vil du vide mere om årets festival? Du kan finde al praktisk information på Nibe Festivals app. Hent den til iOS her og til Android her.