Velkommen til Club 85 – festivalens festcentral
Af Nanna Nakel Fredsgaard. Foto: Vibeke Pedersen
Mørket er faldet på, dj’en har skruet op for de største hits fra 80’erne, og du står i diskokuglens skær. Du er havnet det helt rigtige sted – på en af Nibe Festivals mest ikoniske barer, Club 85. Vi er taget et smut forbi etablissementet, for at finde ud af, hvad der gør baren så speciel.
Fra svinesti til natklub
På hjørnet af Junglestien og pladsen ved Stor Scene finder du stedet, hvor du kan få en lækker drink, danse under åben himmel og skabe minder, du (måske) vil huske. Club 85 består af tre lækre områder.

Foto: Claus Søndberg
Først har vi årets udvidelse, Junglebaren, hvor du kan købe drikkevarer til din mad. Dernæst støder du på hovedbaren, der ligger lige ud for det store dansegulv og sidst, men ikke mindst, Satellitten.
Club 85 overtog i 2017 den populære placering fra en anden legendarisk bar, Svinestien, som var en fast del af festivalen i mere end 30 år. Med skiftet til Club 85 fik området nyt liv og blev forvandlet til den natklub, vi kender i dag.
Det var store fodspor at følge, og teamet bag natklubben var bevidste om den store opgave.
Plads til både dans og sang
Club 85 består af tre lækre barer, der er drevet af 87 frivillige ildsjæle, som alle er med til at få festen til at spille. En af dem er Club 85’s teamkoordinator, Tinus (47), der har været frivillig på Nibe Festival i 27 år. Og Tinus’ passion mærkes tydeligt, når han beskriver, hvad Club 85 egentlig er – ikke mindst for gæsterne:
“Her på Nibe Festival havde vi jo Svinestien i over 30 år, men det blev i 2017 lavet om til Club 85, hvor vi lavede temaet om, så der nu fx er en dj. Vi har lavet natklub på festivalen. Det er her folk kommer for at få gode drinks, kander og shots. Og her kommer gæsterne for at opleve den gode stemning – for her kan de få lov til at danse og synge,” fortæller han.
Netop gæsteoplevelsen har altid været i centrum for barens udvikling, og det mærkes i de klassiske hits, fælles rytmer og den fest, der samler både unge og gamle.
De gamle rotter
“Vi er mest for det modne publikum, men vi ser også, at de unge kommer, fordi de synes, at musikken er god at danse til,” fortæller teamkoordinatoren.
Og selvom det yngre publikum er mere end velkomne på den 80’er-prægede natklub, kan teamlederen bekræfte, at der sker noget magisk, når “de gamle rotter” samles i omgivelser, der minder om de gode gamle dage.
“Så oplever vi bare, at der er en helt vildt fed stemning. For de gamle rotter, der har været i Jomfru Ane Gade for 25 år siden, er her alle de fede ting, de husker, og det bringer gode gamle minder frem. Og så er det jo musik fra deres tid, så stemningen bare kommer helt op og ringe.”

Foto: Nanna Nakel Fredsgaard
En uvurderlig udsigt
Har du hørt et af festivalens hovednavne på Stor Scene, så er du helt sikkert stødt på Club 85. Den har nemlig en perfekt placering ved de nye terrasser foran Stor Scene.
På den måde kan du forsyne dig med drikkevarer, når du på terrasserne skal høre musik fra Stor Scene, og når koncerten slutter, kan du vende dig om og feste videre under diskokuglen på Club 85.
Stamgæsterne stemmer i
Nogle af de gæster, der hvert år besøger baren, når de er på Nibe Festival, er Karina, Michala og Laura. De har været på Nibe Festival utallige gange, og hvert år lægger de vejen forbi Club 85.
Vi møder dem i baren, hvor de alle har Astronaut i glasset og synger med på et nummer, der får selv de stiveste hofter til at svinge.
“Jeg synes det er et fedt sted, hvor der er et blandet publikum, og så kan jeg godt lide, at der altid er god musik – og der er virkelig god udsigt til Stor Scene,” fortæller Michala om de mange grunde til at komme igen hvert år.
“JA! Det har en perfekt lokation!” afbryder Karina, og veninderne skåler.
Da vi afslutningsvis spørger alle tre veninder, om de også danser, når de er på Club 85, så får vi næsten ikke afsluttet spørgsmålet, før de i fællesskab udbryder: JA!

Fotograf: Aya Sørensen
Samlingspunktet under åben himmel
For både gæster og frivillige er Club 85 ikke bare en bar. Det er festivalens samlingspunkt under åben himmel. Her bliver der danset, grinet og sunget med på alle de største hits, mens diskokuglen drejer, og drinksene flyder. Stemningen er løssluppen, musikken rammer på tværs af generationer, og gulvet er åbent for alle.
Og når tørsten melder sig, skuffer Club 85 heller ikke. Her serveres alt fra fadøl og farverige shots i rør til drinks i kander – både med og uden alkohol.
Der er noget for enhver smag, og med barens centrale placering og festlige atmosfære er det svært at forestille sig en tur på Nibe Festival uden også at slå et sving forbi Club 85.
Vil du vide mere om årets festival? Du kan finde al praktisk information på Nibe Festivals app. Hent den til iOS her og til Android her.