Mød familien bag Servicecenteret i Skalskoven

Af Aya Sørensen. Foto: Carl Johan Jensen

Midt i festivalens pulserende liv finder man Servicecenteret – et uundværligt knudepunkt for alle, der har brug for en hjælpende hånd. Her kan du få støtte til alt fra praktiske ting til gode råd om, hvordan du får den bedste festivaloplevelse. Har du brug for vejvisning, garderobeopbevaring, sejt merchandise eller svar på, hvilken bus der kører dig hjem?  Så er det her, du skal gå hen.

Vi har været et smut forbi de frivillige ildkræfter bag Servicecenteret og spurgt ind til, hvad der gør Servicecenteret til noget specielt. 

Holdet bag Servicecenteret 

Det nødsituationslindrende Servicecenter bliver drevet af 24 frivillige, hvoraf ægteparret Lars Nibe Holme og Ninette Nibe Holme står i spidsen som henholdsvis teamleder og stedfortræder. Og ja – du læste rigtigt: Familien, som driver Servicecenteret, hedder faktisk “Nibe” til efternavn, og de lever i den grad op til navnet.

Hele familien er nemlig en fast del af Nibe Festival som frivillige,  hvor døtrene Tascha og Nadia Nibe Holme også er med på holdet. Det er med til at give Servicecenteret en helt særlig stemning præget af familieånd.

Foto: Carl Johan Jensen

Lars og Ninette har været frivillige på festivalen siden 2008 og startede Servicecenteret tilbage i 2011, hvor det sidenhen er blevet udvidet. Og som noget nyt i år, sælger de unikt merchandise fra Nibe Festival! 

Køb de populære bøllehatte i servicecenteret!

Ninette fortæller at de som noget nyt i år har udvidet deres merchandise til at omfatte bøllehatte, i enten hvid eller sort, og de er allerede blevet meget populære.

“Hvis folk skal have bøllehatte, så er det nu, for det går stærkt. Vi har fået 250 hjem i hver farve, så vi har 500 i alt. Og der kommer ikke flere,” uddyber hun. 

Så skynd dig forbi servicecenteret, før de populære bøllehatte bliver udsolgt!

Foto: Carl Johan Jensen

Hvorfor er det fedt at være frivillig i servicecenteret?

I Servicecenteret handler det ikke bare om at holde styr på praktiske ting – det handler om nærvær, fællesskab og lysten til at hjælpe. Her bliver man en del af noget større, og det mærkes tydeligt, at det frivillige arbejde giver mening for dem, der står bag.

“Når I spørger os, så synes vi jo, at vi har den bedste enhed at være en del af. Vi har mange forskellige opgaver, og det gør det sjovt – og så er det bare fedt at kunne hjælpe gæsterne med at komme godt igennem festivalen,” fortæller Lars Nibe Holme med et smil. 

Inden vi forlader dem, når Lars lige at sende tre gode råd af sted til alle festivalgæster: “Der er tre ting, du ikke må glemme – vand, penge og solcreme,” siger han med et glimt i øjet.

Vil du vide mere om årets festival? Du kan finde al praktisk information på Nibe Festivals app. Hent den til iOS her og til Android her.