5 tips til at undgå festival-blues

Af Sarah Kastrup. Foto: Poul Kolstrup Riishede

Vi har ventet et helt år på fire magiske dage i Skalskoven – fyldt med fantastisk musik, fællesskab og minder for livet. Når virkeligheden banker på efter sådan en frihedsfest, kan hverdagens rutiner og mangel på fællessang stå i skærende kontrast til de fire dage i Skalskovens eldorado.

Og hvis du er en af dem, der rammes af festival-blues, så snart musikken stopper, og teltet pakkes ned, så har vi samlet fem tips til at lande blødt igen.

1. Giv kroppen (og hjernen) lidt kærlighed
Fire dages fest og farver kan mærkes – både fysisk og mentalt, når man lander hjemme i vante omgivelser. Giv dig selv ro, søvn, ordentlig mad og rigeligt med vand – din krop vil takke dig for det. Når du først har sovet ud og fået lidt grønt (hvilket du sikkert har undgået hele festivalen) på gaflen og indtaget væske, som ikke har skum og bobler i sig, så føles din lever som et organ igen.

2. Lav en efter-festival-tradition
Aftal allerede nu med dine festivalvenner at ses ugen efter til en afslapningsaften med pizza (eller en salat – siger det bare), billeder og genfortællingen af de sjoveste eskapader fra festivalen. Det forlænger fællesskabsfølelsen – og giver dig noget hyggeligt at se frem til, når hverdagen ellers melder sin ankomst.

3. Gem og del dine minder
Gør noget ud af at redigere billeder og videoer fra festivalen. Opret et fælles album med vennerne, så I kan samle alle minder ét sted – jeg vil vædde med, at det er dine venner, som har de sjoveste billeder og videoer af dig fra festen. Og måske laver du en lille reel eller TikTok – for intet bringer smilet frem som et gensyn med festivalens bedste øjeblikke, som kan deles med andre.

Alternativt kan du gense de største øjeblikke på Nibe Festivals egen Instagram, Facebook eller TikTok

4. Genoplev stemningen med musik
Lav din egen Nibe-playliste med alle dine yndlingskunstnere – eller find en med alle de bedste fra årets program. Musikken er den hurtigste genvej tilbage til festivalstemningen, og pludselig befinder du dig mentalt i Skalskoven igen med en øl i hånden og solen i ansigtet (vi kan i hvert fald lade som om… right?).

5. Planlæg næste års festival
Det bedste middel mod festival blues? At have en festival at glæde sig til. Så lav en aftale med dine venner om at tage af sted til Nibe Festival 2026 – og hold øje med early bird-billetterne, når de bliver sat til salg. Det er næsten terapi i sig selv, vil jeg mene.

PS: Skulle du have lyst til at prøve festivalfællesskabet af i en frivillig tjans, kan dette også lindre dit blå post-festivalhumør. Som frivillig medhjælper på Nibe Festival er der nemlig aktivitet året rundt, og alle medhjælpere inviteres til en medhjælperfestival i og omkring det legendariske spillested, Støberiet, efter festivalen.

Du kan læse mere om, hvordan du kan blive frivillig lige her.

Tak for i år – og for endnu en uforglemmelig uge i Skalskoven.
Vi har grinet, danset, sunget og skabt minder sammen – præcis som Nibe Festival skal være.

Uanset om du stadig har glitter i håret eller støv i næsen, så håber vi, at du tager lidt af festivalstemningen med dig hjem, så du kan klare dig indtil, vi ses igen næste år.

Pas på hinanden derude – og husk: Skalskoven venter på os igen i 2026. Vi glæder os allerede.

Og hvis du ikke selv har nok billeder at kigge tilbage på, får du lidt fra os her:

Foto: Anders Riishede, Kenneth Brandborg, Lone Bruno Sorensen, Morten Brix Ziegler, Mikkel Werenberg Larsen & Vibeke Pedersen.