Bliv frivillig på Nibe Festival - Nibe Festival

Bliv frivillig på Nibe Festival

Vil du være med til at gøre Nibe Festival til en succes som medhjælper?

Nibe Festival er drevet af ca. 4.700 frivillige medhjælpere.

4.700 ildsjæle, der brænder for musikken, fællesskabet og det kick, det giver at være med til at afvikle Nordjyllands største musik-begivenhed. Alle medhjælpere løfter i flok og bidrager til, at Nibe Festival år efter år er én af Danmarks største og mest besøgte festivaler.

Både som gæst og medhjælper bliver man bidt af den unikke, hyggelige og festlige stemning, der skabes i sommervarmen under trækronerne i Skalskoven, til lyden af ikke mindre end 80 koncerter fordelt på fire scener.

Dét at være festivalmedhjælper handler ikke kun om at knokle i en god sags tjeneste. Du vil med garanti få nogle fantastiske og uforglemmelige oplevelser, samtidig med at du er med til at give festivalens gæster nogle af de bedste oplevelser i deres liv. Med i festivallivet knytter der sig også altid nogle fantastiske venskaber – ofte for resten af livet.

Hvert år holder vi desuden en stor medhjælperfest, hvor vi igen mødes og fejrer indsatsen.Kunne du tænke dig at blive en del af Nordjyllands største festival? Så læs trygt videre. Vi sætter stor pris på vores medhjælpere og har altid armene åbne overfor nye hjælpsomme hænder.

Hvordan bliver jeg medhjælper?

På Nibe Festival er der 3 muligheder for at blive medhjælper: 

1. Jobbanken: 

Hvor alle over 18 år, der ønsker et job (minimumskrav er 18 timers frivilligt arbejde), står registreret. Opret dig på fanen ”Bliv Nibe medhjælper > 18 år” via dette link.

2. Ungdomsholdet: 

Hvis du som 13-17-årig har lyst til at lave opgaver og arbejde et antal timer, afstemt efter din alder. Er det noget for dig, så opret dig på fanen “Jobbank – Ungdomshold for 13-17årige” via dette link.

3. Opstilling og nedtagning: 

Vil du hellere hjælpe os med at sætte det hele op og derefter pille det ned igen? Det kræver, at du kan bruge en del tid før og/ eller/ efter festivalen, at du er over 18 år og er fysisk stærk og udholdende. Bemærk: Ved arbejde før/efter festivalen gælder det, at man skal arbejde 36 timer. Til gengæld har du ingen vagter under selve festivalens afvikling. 

Interesseret: Opret dig først i jobbanken og send derefter en mail til Ole Park, (bemandingsansvarlig for opstilling/ nedtagningsholdet) Email: opark@jubii.dk så han ved du er interesseret i dette job.

Vigtig info:

Du er først blevet medhjælper på Nibe Festival, når du har fået et job tilbudt. Så længe du står i jobbanken er du stadig jobsøgende og har derfor ikke fået et job. Hvis du bliver kontaktet af en teamleder fra Nibe Festival som tilbyder dig et job, så kan du vælge at sige ja tak eller afvente at der måske dukker noget andet op. Men vi kan desværre ikke tilbyde jobs til alle der står i vores jobbank. Så bliver du ikke kontaktet, så har du altså ikke fået et job i denne omgang. 

Forskellige jobmuligheder

o Barpersonale

o Hegnsvagt/ vagt på pladsen

o Tjek-ind/ billetsalg

o Toiletrengøring 

o Sceneopsætning

o Skilte- og malerproduktion 

o Pantteam

o Bæredygtighed

o Lager

o Erhvervssalg

o VVS

o Elektrikker

o Opstilling/ nedtagning

o Kommunikation

o Events

o Camping

o Foto

o IT

o Økonomi

Når jeg er blevet medhjælper

Når du har fået bekræftet, at du er blevet en af årets medhjælpere, så log dig ind på Nibecrew og læs flere informationer om dit hold og det at være medhjælper.

Kommunikation fra festivalen

Som medhjælper vil alt kommunikation fra festivalen ske via mails eller via Nibecrew. Så sørg for at holde dig opdateret med, hvad der foregår på dit hold på Nibecrew. Du er derudover altid velkommen til at sende en mail til medhjaelper@nibefestival.dk, hvis du har nogle generelle spørgsmål til festivalen.

Hvis det er spørgsmål vedr. dit arbejdssted, bedes du kontakte den relevante Teamleder (som du også kan finde på Nibecrew). Du kan også følge med på facebooksiden ”Crew på Nibe Festival” .

OBS: Hvis du bryder reglerne for at være medhjælper

Eksempelvis, udebliver fra vagter efter at have fået armbånd på, eller hvis du glemmer at melde afbud til din vagt eller ikke opfører dig, som du bør, så vil du kunne risikere at blive blacklistet som medhjælper + vi sender dig en regning på festival-billetten. 

Yderste konsekvens, hvis du vælger ikke at betale denne regning, er, at Nibe Festival overdrager sagen til advokat og inkasso. Sørg derfor altid for at kontakte din teamleder pr. telefon, mail eller SMS, eller send en mail til medhjaelper@nibefestival.dk ved sygdom eller anden fravær fra dine vagter, og bemærk, at det skal være inden vagten er påbegyndt.

Medhjælperfest 

Som medhjælper bliver du inviteret til en årlig medhjælperfest. Her kan du samles med dine gamle medhjælper-venner og huske tilbage på det forgangne og se frem til nye oplevelser på Nibe Festival.

MH fest 2013 2

Støttemedlem

Ønsker du at støtte Nibe Festival på andre måder, har du mulighed for at betale et årligt kontingent på 150 kr. Til gengæld har du stemmeret til generalforsamlingen og bliver inviteret gratis med til næste medhjælperfest.

De bedste hilsner

Karin Lauritsen
Medhjælperansvarlig
Nibe Festival