Søg støtte til dit projekt eller din forening hos Nibe Festival
Her i Nibe fortsætter vi traditionen med at støtte fællesskabende initiativer i Nordjylland. Efter festival 2024 er vi stolte af at kunne udlodde 2 millioner kroner til projekter, der gør en forskel.
Har din forening, klub, organisation eller dit projekt brug for støtte? Så er det nu, du skal søge.
Hvem kan søge?
Vi støtter almennyttige, kulturelle og sociale initiativer, som bidrager til fællesskab og udvikling i Nordjylland. Det kan være inden for sport, kultur, musik, frivillighed, socialt arbejde eller andre gode formål.
Udlodningsudvalget står klar til at vælge de bedste projekter
Det er igen vores dygtige udlodningsudvalg, der gennemgår ansøgningerne og sikrer en bred og retfærdig fordeling af midlerne.
Medlemmerne af udvalget er Christinna Pedersen, Mogens Jørgensen, Rasmus Haugaard, Pernille Vigsø Bagge, Ninette Ravn, Karin Lykke Præstgaard og Thomas Larsen.
Sidste år fik tæt på 100 initiativer støtte – måske bliver det dit projekt i år!

Ansøgningsprocedure for udlodning af overskud
Ansøgningsfristen for at søge støtte er 1. maj 2025, herefter forventes der er en behandlingstid på op til 3-4 måneder efter ansøgningsfristen.
Formål og anvendelse:
Nibe Festival ønsker, at formålsparagraffens ordlyd samt værdier tilgodeses, når udlodninger tildeles.
Foreningen bag Nibe Festival har til formål på almennyttigt grundlag:
- At udvikle og gennemføre kulturelle arrangementer, som danner ramme og frirum for eksisterende og nye fællesskaber – for alle.
- At rådgive og bistå i forbindelse med kulturelle arrangementer.
- Gennem uddelinger at støtte almennyttige formål, fortrinsvis i Nordjylland.
Værdier for Nibe Festival:
- Fællesskabende
- Omsorgsfulde
- Inkluderende
- Ansvarlige
- Udviklende
Nibe Festival kan støtte projekter/arrangementer – store og små – som er indenfor foreningens formål.
Geografi:
Udlodning foretages primært til ansøgere fra Nordjylland, men der kan vælges ekstraordinært at støtte formål af landsdækkende karakter. (Kan f.eks. være en forening med hovedkontor udenfor Nordjylland)
Frivilligt engagement:
Jo mere frivillighed og fællesskab, jo bedre.
Diversitet:
Nibe Festival ønsker at tilstræbe, at så mange forskelligartede almennyttige formål støttes. Herunder rettes et fokus på, at formål der måske ikke typisk støttes, tilgodeses.
Udlodningspulje:
Fra Nibe Festival 2024 udloddes 2.000.000 kr., som tænkes fordelt på denne måde:
Størrelse | Maksimal antal udlodninger |
Ekstraordinære (200.000 – 250.000 kr.) | 2 |
Store (100.000- 199.999 kr.) | 5 |
Mellemstore (50.000 – 199.999 kr.) | 5 |
Mindre (10.000-49.999 kr.) | 10 |
Alle modtagere af støtte skal godkendes af Skat, og den godkendelse ansøger Nibe Festival om inden en evt. udlodning kan komme på tale. Alle modtagne ansøgninger, som kan godkendes af Skat samt er indenfor foreningens formål, behandles af et til formålet udpeget udlodningsudvalg.
Udlodningsudvalget laver efterfølgende en indstilling til bestyrelsen for Nibe Festival.