Om Festivalen

VELKOMMEN TIL NIBE FESTIVAL

Nibe er den ægte festivaloplevelse, hvor du kan se musikerne i øjnene, mærke pulsen i brystkassen, beatet i fødderne og skovens duft i næsen. Du er nemlig tættere på alt. Tættere på fællesskabet, festen, musikerne, naturen, hyggen og vennerne, både nye og dem fra gamle dage. Det er derfor, vi kalder os for Danmarks største intime festival.

 

Nibe Festival har sin helt egen sjæl, der ikke findes magen til på nogen af landets andre festivaler. Det skyldes ikke kun alle de glade mennesker der der år efter år fylder skoven med glædelig stemning, men også den skønne natur der omkranser pladsen. Skoven, udsigten til Limfjorden og det særlige nordjyske lys sætter scenen og en skaber en hyggelig og helt-nede-på-jorden følelse, som alle skylder sig selv at opleve. 

 

Det er derfor, vi kalder os for Danmarks største intime festival.

Alt overskud går til almennyttige formål

Nibe Festival er 100% til fællesskabet og fællesskabet først. Derfor er det allerbedste, at overskuddet fra festivalen går til almennyttige formål. Så de penge, du lægger på musikfestivalen, gør ikke kun livet sjovere for dig selv. De støtter op om foreningslivet og giver glæden videre til andre fællesskaber og vigtige projekter. 

 

Efter Nibe 2025 kunne vi uddele tæt på 5 millioner kroner til tæt på 100 fællesskabende initiativer. Efter Nibe Festival 2026 er vi så heldige at kunne udlodde 3,5 millioner. 

Fra drengestreger til Danmarks største intime festival

Historien om Nibe Festival begyndte i 1985. Efter et stormøde på Nibe Rådhus mødte Torben Jacobsen Peter Møller Madsen på Jernkroen – et møde, der skulle vise sig at blive begyndelsen på noget helt særligt. Dengang havde ingen forestillet sig, hvad det lille lokale initiativ med tiden ville udvikle sig til.

 

Det, der i begyndelsen mest af alt mindede om drengestreger blandt lokale ildsjæle, voksede år for år. Festivalen udviklede sig, men fællesskabet og det lokale engagement fulgte med. Gennem 40 afviklede festivaler er Nibe Festival gået fra et lokalt initiativ til at være en af Danmarks største foreningsbårne festivaler.

 

I dag kalder vi os Danmarks største intime festival. Omkring 20.000 gæster om dagen besøger festivalen, men selvom Nibe er blevet stor, skal følelsen stadig være intim. Her kommer man tæt på musikken og på hinanden – præcis som man har gjort gennem generationer af Nibe Festival.

 

Selvom meget har ændret sig siden 1985, er fundamentet stadig det samme: mennesker. Omkring 5.000 frivillige er hvert år med til at skabe festivalen og føre historien videre. De frivillige har altid været en afgørende del af Nibe Festival og er fortsat fundamentet under den.

 

Nibe Festival er foreningsbåret og skabt med kærlighed til fællesskabet. Derfor går festivalens overskud tilbage til dem, der har brug for det. 100 % til fællesskabet.

 

Fra de første drengestreger i 1985 til Danmarks største intime festival i dag. Meget er blevet større undervejs, men idéen om at skabe noget sammen – og give noget tilbage – består.

Vidste du...?

Hegn

Hegn skal der til, og derfor sætter vores seje frivillige, hvert år 18,5 kilometer hegn op omkring festivalpladsen

Toiletpapir

Toiletpapir er en nødvendighed - også på Nibe. Hver år udleverer vi nemlig lidt over 300 kilometer toiletpapir i løbet af festivalen

Isterninger

Høj solskin og kolde drinks kræver en masse isterninger. Derfor bliver der brugt ca. 19 tons isterninger over festivalens fire dage

Lyskæder

Der er ingen hygge uden lyskæder. Det er derfor vi hvert år sætter 5 kilometer lyskæder op rundt omkring på festivalpladsen

Frivillige

Vi har over 5.000 fantastiske frivillige der sætter alle kræfter ind for at skabe den fedeste festival. I 2025 blev der lagt mere end 110.000 frivilligetimer, hvilket svarer til ca. 60 fuldtidsstillinger

Appelsiner

Appelsinboden er et ikonisk centrum for Nibe Festival, og det kan mærkes på de mere end 42 ton appelsiner der bliver presset til lækre drinks