Foto: Mikkel Lilholt

Suspekt og Nibe Festival <3 Det kan godt blive vildere

 

Af Mia Kronborg

 

Det kan godt blive videre. Selv efter 19 år. Det er nemlig Suspekts 19. år på Nibe Festival, hvor de blev booket for første gang i 2008. 


Nogle festivaltraditioner opstår helt af sig selv. For Suspekt og Nibe Festival begyndte det med en chance, da de færreste andre troede på dem. I dag, mange vilde koncerter senere, er bandet blevet en fast del af festivalens historie.


I år fejrer Nibe Festival sit 40. jubilæum, og derfor er Suspekt ikke bare forbi til én koncert. De har rykket ind på festivalen hele ugen for at være med til at markere jubilæet med podcast, morgenkoncert, DJ-set og selvfølgelig den store afslutningskoncert lørdag aften klokken 00:30. 


Og de nyder hvert eneste minut. 


"Det er overvældende på den gode måde," siger Andreas, også kendt som Bai-D, mens resten af bandet nikker.

Foto: Kenneth Brandborg

En morgen de sent glemmer

Allerede onsdag morgen stod Suspekt på scenen til morgenkoncert på Camp Øst. Klokken var blot 11, men allerede her var Nibe-gæsterne klar til en stor fest. 


"Det gik sindssygt godt. Klokken 11 om morgenen kan man jo ikke forvente, at der kommer nogen. Men det føltes som om, hele pladsen var fyldt, og folk var i fucking godt humør," fortæller Andreas.


Stemningen overraskede selv bandet.


"Alle kunne teksterne. Alle stod og sang med. Det var mega fedt,” fortæller Emil, også kendt som Klamfyr. 

Siden er dagene gået stærkt, og der er stadig fuldt program på festivalens to sidste dage. Der har været podcast, Rune Rask på Stor Scene og lange dage med familien, som også er rykket med til Nibe.


"I går var vi oppe fra klokken ni om morgenen og kom først i seng kvart over tre," fortæller Emil med et grin. Men energien på festivalen opvejer trætheden. "Den her energi med 10.000 mennesker, folk rundt i skoven og beats, der pumper hele tiden og glæden ved at være her. Det er ret fedt."

Foto: Nichlas Stilling Hansen

Festivalen der gav Suspekt en chance

Da Suspekt første gang spillede på festivalpladsen, anede de ikke, hvad der ventede dem.


De kom i deres gamle Balkan-bus for 70’erne og kørte ind gennem skoven. "Vi tænkte bare: Er det sådan noget her, der er festival?" fortæller Emil.


Det blev deres første møde med den særlige stemning, som stadig får dem til at vende tilbage. Allerede fra første koncert var nordjyderne klar til Suspekt og deres vilde musik, som faldt udenfor andet musik fra sin tid. 


"Så står der bare et telt pakket med mennesker, der vil høre det, vi har lavet. Som bare er os selv. Jeg kan huske, jeg stod ude ved teltpælen og sejlede rundt. Det føltes som et kæmpe piratskib” fortæller Emil med et stort smil. 


Men den første koncert blev også begyndelsen på noget meget større.

Dengang var Suspekt et upcoming-band, som udgav musikken selv, fordi ingen pladeselskaber ville have den. Radioværter risikerede sågar at komme i problemer, hvis de afspillede deres numre. 


Her spillede Nibe Festival en afgørende rolle.


"Da vi lavede plader, som ingen ville udgive, måtte vi jo udgive dem selv. Så kom Peter Møller og gav os en håndsrækning. Så kunne vi begynde at udvikle os og spille rigtige koncerter," fortæller Andreas.


"Han åbnede dørene," supplerer Rune Rask.

 

I løbet af næsten to årtier er publikum vokset op sammen med bandet, hvilket mærkes tydeligt på Nibe Festival. 

 

"Nu spiller vi jo for tre-fire generationer," siger Andreas. "Folk på vores egen alder har deres børn med. Det er sygt."


Minder der kun sker i Nibe

Alle tre har særlige minder fra festivalen. Andreas husker især første gang på Stor Scene: "Der var den der catwalk, og jeg tænkte: Den skal jeg ikke ud på. Jeg skulle blive inde på min sikre plads." 

 

I dag er det blevet hans yndlingssted. "Nu elsker jeg at stå derude helt ude blandt folk" griner rapperen. 


Rune fremhæver 2016 som et helt særligt år. Den morgen blev hans søn født. Om aftenen stod Suspekt alligevel på scenen i Nibe. "Jeg sagde bare: Jeg skal til Nibe i aften."

 

Festivalen havde i mellemtiden forberedt en overraskelse: "De havde sat en stork op og ønsket tillykke. Så bliver man jo glad."


I år er sønnen selv med på festivalen for at fejre sin 10 års fødselsdag.

Foto: Kenneth Brandborg

Det kan stadig blive vildere

Lørdag aften får Suspekt æren af at lukke Nibe Festival nr. 40. Og selv 19 år efter den første koncert er følelsen den samme - hvis ikke endnu vildere.


"Jeg glæder mig til, at Rune trykker play på den første sang, og jeg smadrer det første vers, siger Andreas. "Så ved jeg, at nu er vi i gang."


For nogle kærlighedshistorier bliver kun stærkere med tiden og koncerterne bliver vildere. Historien om Suspekt og Nibe Festival er én af de historier. 


Du kan se frem til Suspekt på Stor scene lørdag 00:30. Tak for alle de vilde oplevelser gennem årene! <3