Foto: Vibeke Pedersen

Nibe Festivals frivillige sætter vilde rekorder

 

Af Aya Sørensen

 

Nibe Festival afholdes i 2026 for fyrretyvende gang og har over årene udviklet sig fra en lokal musikfestival til Danmarks største intime festival.

 

Hvert år samles tusindvis af festivalgæster i de smukke omgivelser ved Skalskoven, hvor der er garanti for, at uforglemmelige minder bliver skabt. 

 

Med mange år på bagen, gemmer der sig naturligvis en række imponerende rekorder. For på Nibe Festival, kan det altid blive lidt vildere. Vi har derfor taget en tur rundt på festivalpladsen, snakket med frivillige og arrangørerne bag for at finde  en række vilde rekorder som er blevet slået i år.

Foto: Aya Sørensen

Slået med 1. mio. kr.

Festivalen lagde stærkt fra land med en ny omsætningsrekord allerede på åbningsdagen.

 

Onsdag blev der omsat for hele 10,5 millioner kroner, hele én million kroner mere end den hidtidige rekord: 

 “Vi har aldrig omsat for så meget på én dag”, fortæller Peter Møller, talsmand for Nibe Festival. 


På dagens pressemøde kunne Peter Møller samtidig fortælle at det høje niveau fortsatte torsdag, på trods af det vilde vejr:  “Vi har igen haft en rigtig god omsætning, selvom det er klart, den er præget af vejr og vind. Omsætningen torsdag var på over 9 millioner, så 9% over indeks. Det er vildt når man tænker på hvordan betingelserne var i går.” 

Foto: Aya Sørensen

Regnen skabte rekordstor efterspørgsel på varm kakao

Regn og kølige temperaturer fik festivalgæsterne til at søge mod de varme kopper i går.

 

Hos Madam Blå var efterspørgslen på varm kakao så stor, at det skabte bekymring hos Madam Blå’s teamleder: “Vi var lige ved at løbe tør for varm kakao," fortæller Anne.

 

De var simpelthen nødt til at stoppe med at tage ordre, fordi deres maskine ikke kunne følge med.

 

“Vi har aldrig oplevet så mange voksne, der ville have varm kakao. Det plejer ofte være børn,” fortæller Karin, der er frivillig ved Madam Blå. 

 

Regnvejret har altså skubbet kakaosalget til et skyhøjt niveau, da både børn som voksne trængte til at varme hænderne på den varme kop. 

Tårnbaren tordner derudaf

Tårnbaren, som er placeret midt på Hestepladsen ved Stor Scene, har fået en stærk start på årets festival. Allerede onsdag satte baren omsætningsrekord, og det høje niveau fortsatte torsdag.

 

“Det, der er specielt i år, er, at vi har solgt mange kander, sammenlignet med de andre år” fortæller Ole, der er teamleder. 

 

Han peger på, at netop kandesalget kan have været med til at løfte omsætningen. Ifølge teamet har vejret også haft betydning.

 

De fortæller, at onsdag, hvor festivalguderne skænkede os massere af sol, gav et højt salg. Overraskende nok oplevede de også torsdag, at de lå over budget, trods regnen.

Foto: Carl Johan Jensen

Club 85 slår rekord to dage i træk

Club 85 er kommet flyvende fra start og har allerede sat omsætningsrekord både onsdag og torsdag. Baren har været et af de steder, hvor der virkelig har været tryk på fra første dag, da gæsterne har sikret, at der blev holdt et højt tempo bag disken.


“Vi har slået vores onsdagsrekord og så viser det sig, at vi  også har slået vores torsdagsrekord. Så vi ligger rigtig, rigtig fint i indeks, og det er vi selvfølgelig stolte af”, fortæller Tinus, som er teamleder. 


Vejret i går har også spillet en rolle for stemningen og flowet i baren.


 “Nogle gange er det faktisk en fordel for os med regnvejret, fordi vi har taget over klubben. Det, der kan give udfordringer, er, at folk kan have svært ved at komme i baren, når der er så mange mennesker,” fortæller han. 


Afslutningsvis er der en ting som gæsterne skal have en kæmpe ros for: ”Folk er bare pissedygtige til at komme og holde en mega god fest” lyder det.

 

 

Nibe bliver vildere og vildere år efter år

Alt tyder på, at Nibe Festival kun bliver vildere og vildere. Allerede nu er der sat flere imponerende rekorder, og stemningen peger i retning af, at der er mere i vente.

 

Med sådan en udvikling er der god grund til at glæde sig til den sidste festivaldag i morgen, hvor der måske venter endnu flere rekorder, som kan skrives ind i festivalens historie.