Foto: Lars Mørch
Nibe Festival åbner for 40. gang
Af Mia Kronborg og Freja Andresen
Camp Øst er nu åben, og Nibe Festival er skudt i gang for 40. gang!
Klokken 18.00 blev hegnet åbnet for en masse forventningsfulde gæster. Talsmand for festivalen Peter Møller Madsen bød velkommen til de mange fremmødte og opfordrede dem til at passe på sig selv og hinanden.
Mange af gæsterne havde stået i kø længe for at sikre sig den aller bedste plads på den populære camp. Flere fortalte, at de havde udset sig et spot på forhånd, som de ville løbe målrettet til. Vi skulle selvfølgelig høre dem, hvad deres taktik var:
“Vi skal bare løbe hurtigere end alle de andre”, fortæller Emma og Stella.
Foto: Lars Mørch.
Føler friheden
Camp-området var allerede efter ganske kort tid fyldt op med telte, soundboxes, campingstole og tasker. Flere grupper havde delt sig op, så de kolde drikkevarer var sikret til det hårde arbejde i solen.
Stemningen var ikke til at tage fejl af. Vi mødte en gruppe af 20 unge drenge, der fortalte, at de ser aller mest frem til stemningen i campen: “Vi glæder os til at drikke og til stemningen i campen. Det bliver sjovt det hele” fortæller Laurids.
Gæsterne kan klokken 22.00 se frem til, at Faustix åbner ballet på Grøn Scene og for alvor skyder festivalen i gang.
Har du ikke hentet Nibe Appen? Hent den til iOS her eller til Android her.