KONFRENCIER ER KLAR
Akkurat som musikprogrammet på Nibe Festival naturligvis skal være i centrum, er det også vigtigt at have de helt rette personligheder til at binde oplevelserne sammen på festivalens mange scener. Derfor er vi glade for igen i år at kunne præsentere et stærkt hold af konferencierer, som skal guide publikum sikkert gennem dagene på den for længst totalt udsolgte Nibe Festival.
Ikke bare ”opråbere”
"Konferenciererne er en vigtig del af oplevelsen på Nibe Festival. De er med til at skabe sammenhæng mellem koncerterne, sætte stemningen og ikke mindst understøtte det fællesskab, som festivalen er bygget på. Ja, og så har de jo også en vigtig sikkerhedsmæssig funktion, hvis der bliver behov for det. Derfor vælger vi også personer, som matcher festivalens DNA – mennesker med humor, varme, kant og evnen til at møde publikum i øjenhøjde.
Vores gæster kommer til Nibe for at være en del af et fællesskab, hvor festen, musikken og nærværet går hånd i hånd. Det ser vi også hos årets konferencierer. De er entertainere hver især, men de har samtidig den særlige evne til at skabe kontakt og samle mennesker omkring de oplevelser, der gør Nibe Festival til noget ganske særligt," siger festivalens talsperson Peter Møller Madsen.