Foto: Anders Riishede
Det første hovednavn vender tilbage
Af Søren Mølgaard
Solen bagte ned over Nibe Festival, teltet ved Blå Scene var proppet til bristepunktet, og udenfor stod endnu flere med en øl i hånden og ansigtet vendt mod scenen.
Blandt de dansende var både gamle og unge - mange af dem var ikke engang født, dengang en 35-årig Lars Lilholt første gang lagde vejen forbi festivalen.
Foto: Vibeke Pedersen
Lidt ekstra nordjysk
Selvom der er kommet mange nye sange til repertoiret gennem årene, er der stadig numre, der altid vender tilbage - og ét af dem er særligt fedt at spille i Nibe, hvor den får lidt ekstra nordjysk ifølge korsanger Lærke Lilholt Hansen, der også er datter af forsangeren.
Der er tale om "Onkel Christian", der hver gang fremkalder et kor af "åhhh-åh-åh" og viftende hænder fra publikum.
"Vi valgte at slutte af med den i dag, fordi den jo er lokal på en eller anden måde, selvom den foregår lidt længere inde ad fjorden," forklarer Lars Lilholt og tilføjer med et smil: "Men det er jo ikke andet end 300 år siden - der var Nibe jo en større by end Aalborg, så det hænger lidt ved."
Foto: Anders Riishede
"Det var virkelig magisk"
Foruden Lars Lilholt selv, har bandet også et særligt forhold til Nibe Festival. For bassist Anders Bækgaard var det ikke en selvfølge, at han skulle blive glad for stedet - men det blev han hurtigt.
"2019, hvor jeg spillede her første gang, var fuldstændig magisk. Jeg havde aldrig været her før, og jeg anede knap nok, hvad Nibe Festival var. Men så kom jeg ind til den scene og den varme, og alle blev og overnattede rundt omkring, og der var kæmpe backstage-fest bagefter. Det var virkelig magisk, og det var fedt," fortæller han.
Foto: Anders Riishede