HUGORM er efterhånden blevet en institution på de danske livescener. En lettere utilregnelig én af slagsen, hvor store spørgsmål om livet, døden og alt det midt imellem går hånd i hånd med fællessang, ekstase og en insisteren på, at koncerten aldrig bare skal være en koncert.
På scenen er HUGORM uforudsigelige og helt tæt på deres publikum. Grænsen mellem band og publikum bliver hurtigt udvisket, når Simon Kvamm, Arni Bergmann og Morten Gorm inviterer tusindvis af mennesker ind i et univers, der på én gang kan være højtideligt og absurd, inderligt og eksplosivt.
I september udgav HUGORM deres fjerde album HUGGET I STEN, der er bandets bud på åndelig oprustning ud fra et personligt perspektiv. Med et inderligt udgangspunkt handler HUGGET I STEN om institutioner og autoriteter. Det, vi står på skuldrene af, og det, vi sigter mod. Hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen. Spørgsmål, man i den danske sangskat har beskæftiget sig med lige fra Brorson til Nik & Jay.
Hvor HUGORM skal hen, er endnu uvist. Men publikum ser ud til at ville med. Da bandet annoncerede HUGGET I STEN TOUR, blev samtlige koncerter udsolgt på få timer. I foråret 2027 venter derfor en komplet udsolgt Danmarksturne, inden HUGORM igen bevæger sig ud på landets festivalscener.