Christopher

Torsdag / Stor scene /

Store melodier, en markant vokal og moderne popproduktioner

Christopher har for længst etableret sig som en af Danmarks største liveartister - både herhjemme og internationalt. Senest samlede han mere end 30.000 mennesker til sit hidtil største danske headlinershow i Valbyparken, hvor GAFFA kvitterede med fem stjerner og beskrev oplevelsen som "noget vigtigt og næsten majestætisk". Næste skridt bliver endnu større: 60.000 billetter til koncerten i Øresundsparken er allerede udsolgt, hvilket gør den til det største headlinershow med en dansk artist nogensinde i Danmark. 

 

Gennem mere end et årti har Christopher leveret et katalog af pophits som "Told You So", "Irony", "Bad", "Fall So Hard" og "A Beautiful Life". Sangene har ikke kun gjort ham til et fast navn på danske hitlister og festivalscener, men også været med til at opbygge en stor international fanskare - særligt efter Netflix-filmen A Beautiful Life. 

 

Christophers univers er båret af store melodier, en markant vokal og moderne popproduktioner med plads til både det intime og det stadionstore. Live kombinerer han et stærkt hitkatalog med et ambitiøst showformat, hvor band, visuel produktion og den direkte kontakt til publikum løfter sangene langt ud over studieversionerne. 

 

Samtidig står Christopher midt i et markant nyt kapitel. Med "Ham Med Guitaren", "Ringer Om Natten", "Jeg Ka' Ik' Mærke Noget" feat. Thomas Helmig og "Elsker Dig Så Meget Jeg Ku' Gå I Stykker" har han for første gang gjort dansk til sit primære sangsprog. "Ringer Om Natten" blev sommerens mest streamede sang på Spotify i Danmark, og sangene peger frem mod hans første dansksprogede album - et mere personligt og nærværende univers, der nu møder det internationale bagkatalog på scenen.

Play video
Play video