SUSPEKT FLYTTER IND I SKALSKOVEN UNDER DEN 40. NIBE FESTIVAL
Nibe-vennerne fra Suspekt tager en kæmpe del i fejringen af den 40. Nibe Festival. Rune Rask, Orgi-E og Bai-D er ganske enkelt på Nibe fra start til slut.
”Det er en kæmpe jubilæumsgave til os og ikke mindst til vores fantastiske publikum – hvor langt størstedelen er superdedikerede Suspekt-fans – at drengene og deres følge dedikerer festivaldagene helt og holdent til Nibe,” udtaler festivaltalsmand Peter Møller Madsen.
Masser af overraskelser og en stor kulmination lørdag nat
Hvad festivalugen bringer i forhold til Suspekt løftes sløret for i de kommende måneder og selvfølgelig også under festivalen. Men sikkert er det, at Nibe 2026 lørdag nat afsluttes med et historisk show med Suspekt.
Det bliver 17. gang at Suspekt spiller Nibe – siden debuten i 2007. Udelukkende afbrudt af aflysningerne i 2020, samt 2021, hvor Suspekt dog spillede Lyden Af Nibe – festivalens plan B. Endvidere optrådte de i 2010 som Selvmord, deres colab med L.O.C.
Foto: Mikkel Lilholt
Foto: Mikkel Lilholt
Utallige overraskelser og en aprilsnar
Året efter gik Nibe Festival ud på alle platforme og fortalte, at Suspekt ikke skulle spille Nibe, da bandets økonomiske krav var for voldsomme. Det affødte et større skænderi i en tråd på festivalens Facebook-profil. Flere nationale medier reagerede på det voldsomme verbale sammenstød mellem festivalen og Suspekt. Men ja, det var altså en aprilsnar, og dagen efter offentliggjorde festivalen årets plakat – selvfølgelig med Suspekt blandt hovednavnene.
Og overraskelserne fortsatte, for i 2023 skulle Suspekt udelukkende spille Parken-koncerten. De mange fans havde forberedt sig på et år uden Suspekt, men til lørdagens pressemøde på Nibe 2023 sprang den kulturelle bombe så. Pludselig tonede Orgi-E, Rune Rask og Bai-D frem på en skærm i presseområdet og meddelte live til en måbende presse, at de havde i sinde at vælte Blå Scene samme nat. Samme dag overraskede Suspekt også de mange frivillige med en intens og stemningsfyldt koncert i CrewPitten.
Jo, overraskelserne og oplevelserne har stået i kø siden debuten i 2007, og det fortsætter helt sikkert på den 40. Nibe Festival.
”Ja, vi kan roligt sige – much more to come under Nibe 2026,” afslutter festivaltalsmand Peter Møller Madsen.