OTTE NYE NAVNE TIL NIBE FESTIVAL 2026

 

I sidste uge blev det offentliggjort, at The Minds of 99 bliver hovednavn på Nibe 2026. I dag offentliggøres yderligere otte stærke danske navne. Musikprogrammet i år sætter fokus på stærke danske kunstnere. Jubilæumsåret er med til at hylde den danske musikscene, som har været en del af Nibe i fire årtier, og som har været med til at forme Nibe Festival. 

Artigeardit

Artigeardit er en af de mest markante stemmer i nyere dansk hiphop. Den københavnske rapper har leveret store hits som “Seaside”, ”Vi ku’ blive”, ”Stå Op Gå Ned”, ”Piger” og ”Er Her”. 

 

Ardit er blandt de mest streamede danske artister de senere år. Hans tekster er kendt for deres ærlighed og personlige fortællinger om opvækst, relationer og identitet. Med stærke liveoptrædener er han solidt placeret på de største scener. 

 

Artigeardit er ubetinget en dybt respekteret kunstner, hvilket kommer tydeligt frem – f.eks. på ”Sandheden” med Rasmus Seebach. 

Kalaset

Kalaset er et af de mest spændende danske indiepopbands fra den nye generation. Gruppen er slået bredt igennem med fængende singler som “Riv i mit hår”, ”Kender Ham Ikk”, ”Kaos Kan Være Smukt” og “Tag mig som jeg er”, der har fundet vej til både radio og streaminglister. 

 

Kalasets melodiske og stemningsfyldte univers kombinerer drømmende pop med stærke omkvæd og masser af fællessang. Bandet har opbygget et ry for energiske koncerter og en tæt publikumskontakt. Kort sagt er Kalaset et af tidens stærke livebands på den danske musikscene. 

 

Nibe har været med Kalaset på meget af turen mod stjernerne. Den tur fortsætter på Nibe 2026. 

Dodo & the Dodos

Dodo & The Dodos har gennem festivalens levetid taget mange sejre i Nibe. Derfor får det folkekære band selvfølgelig æren af at lukke Blå Scene lørdag nat – ubetinget en klokkeklar garanti for, at et propfyldt Blå Scene ”Vågner I Natten”. 

 

Det bliver en sand hitparade med numre som netop ”Vågner I Natten”, ”Sømand af Verden”, ”Gi’ Mig Hvad Du Har” og ”Re-sepp-ten”. Og så kan vi jo bare håbe på, at Danmark er kvalificeret til VM i fodbold – og stadig sejrer på den anden side af Atlanten. 

Martin Kanstrup

Han debuterede som en mere ubeskrevet artist tilbage i 2023 – dengang på scenen Den Lille Fede. Året efter var den folkekære musikalske komiker vokset til Reservatet. I 2026 tager Martin Kanstrup nye skridt i Nibe og fylder nu Blå Scene med stemning, sang og satire. 

 

Og det er absolut ikke kun i Nibe, at Kanstrup er voldsomt angrebet af ”vokseværk”. Nutidens – og måske fremtidens – pendant til Niels Hausgaard fylder, ligesom legenden selv, de helt store sale i landet. Selv Bremen, hovedstadens ”helt store forsamlingshus”, er solgt ud flere gange. 

Katinka

Katinka storhitter lige nu med alt, hvad den stærke sangerinde rører ved. Om det hedder ”Kogeplade”, ”Knappenål”, ”Bare Rolig” eller ”Tømmermænd” – den nyeste single – så står den på masser af airplay og en kæmpe tilføjelse til Katinkas i forvejen meget store og stærke bagkatalog. 

 

Storaktuelle Katinka er selvfølgelig klar til Nibe 2026. 

Taylormade – a tribute to Taylor Swift

Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen er kendt for sine hovedroller i Sanne – The Musical og Pretty Woman, og som eftertragtet korsanger for danske topartister som Andreas Odbjerg, Rasmus Seebach og Medina. I TAYLORMADE overgår hun ganske enkelt sig selv i rollen som den uopnåelige og episke Taylor Swift. 

 

Det bliver et storladent og pompøst show, som kun kan opleves enkelte steder den kommende sommer. En af koncerterne bliver selvfølgelig i Nibe. 

Von Quar

Von Quar er ubetinget et af de mest omtalte nye danske livebands og står bag den særlige stil, de selv kalder “hooligan-rock”. Musikken blander rå rock, elektroniske elementer og stadionklar fællessang. 

 

Von Quar har på rekordtid opbygget en stærk fanbase gennem intense koncerter og massiv hype på livescenen. Von Quar er især kendt for at skabe en feststemning, hvor publikum bliver en del af showet. Den energi tager de med til Nibe 2026. 

Svea S

Svea S er en af de stærkeste nye stemmer i dansk pop. Den unge sanger og sangskriver har haft stor succes med hits som “Hey Far”, “Langt Imellem”, “Spotlight”, ”Det Ønsker Jeg For Dig” og senest ”Lyse Nætter”. 

 

Svea S’ univers kombinerer moderne popproduktion med ærlige og personlige tekster.  

VI HYLDER DEN DANSKE MUSIKSCENE

 

Dagens otte navne viser tydeligt bredden og styrken på den danske musikscene. Nibe Festival er født og opvokset i Danmark, og i 40 år har danske kunstnere skabt de øjeblikke, publikum stadig taler om. Derfor giver det mening at markere jubilæet ved at styrke netop den del. 

 

Festivaltalsmand Peter Møller Madsen siger: 
”For os har det været vigtigt, at den 40. Nibe Festival får et historisk stærkt program. Det er den danske musikscene, som har dannet grobund for Nibes udvikling – og for, at vi her i 2026 kan fejre, at vi afvikler Nibe for 40. gang. Dagens navneslip tydeliggør både den store bredde og den enorme styrke på den danske musikscene, og det skal vi så afgjort hylde.” 

 

Han fortsætter: 
“Vi har prioriteret et stærkt program alle dage og på alle scener med den danske musikscene som fællesnævner. Vi valgte tidligt ikke at jagte ét stort internationalt navn, da det ville betyde, at vi skulle gå for meget på kompromis i forhold til helheden og styrken på samtlige scener - og det er, ifølge vores publikumsanalyse, ikke det, vores fantastiske publikum efterspørger.” 

 

Jubilæet handler samtidig om meget mere end programmet. I år kan gæster opleve nye initiativer og områder på pladsen – fra temazoner og historiske nedslag til pop up-koncerter og særlige jubilæumstiltag. 

 

Publikum har allerede taget godt imod årets festival. Partoutbilletterne blev udsolgt på rekordtid, og der er nu kun få billetter tilbage til torsdag. 

Foto: Søren Garder Damholdt

 

TIL FORSIDE