GRØN SCENE LINE-UPPET

 

Så er Nibe Festival klar med programmet på Grøn Scene på Camp Øst. Med aktivitet det meste af døgnet og et stærkt urbant udtryk er scenen siden 2022 blevet et samlingspunkt for festglade festivalgæster – og i 2026 bliver ingen undtagelse.

 

Årets program på Grøn Scene er stærkere end nogensinde og byder bl.a. på åbning med Faustix tirsdag aften samt en intens koncert med Suspekt onsdag – udtaler festivaltalsmand Peter Møller Madsen

Masser af URBAN STEMNING PÅ GRØN SCENE 

 

Suspekt har tidligere meldt ud, at de opholder sig på Nibe Festival alle dage i 2026, og det er allerede offentliggjort, at de lukker festivalen lørdag nat på Stor Scene. Nu står det også klart, at de sparker festen i gang på Grøn Scene på festivalens officielle førstedag.

 

Faustix tyvstarter traditionen tro festen tirsdag aften. Den populære DJ er efterhånden blevet en fast del af Nibe Festival og har de seneste år skabt massive publikumsfester – senest med et tætpakket område i 2023. Publikum kan se frem til endnu en eksplosiv start på festivalen.

 

På DJ-fronten markerer Justé sin debut på Nibe Festival. Hun er i øjeblikket blandt Danmarks mest efterspurgte kvindelige DJs og har international succes med hittet Turn The Lights Off sammen med Jaxstyle og Jon Nørgaard. Netop Jaxstyle er naturligvis også på plakaten. Den nordjyske DJ, influencer og kulturprofil er kendt for både at levere energifyldte shows og bruge sin platform til at gøre en forskel – senest med sin indsamlingsaktion til fordel for Røde Kors.

 

CARRLY YABOY bringer moderne pop/rap med en stærk, udadvendt energi, mens Kliken leverer en fest med høj intensitet, skarpe punchlines og tæt publikumskontakt i deres debut på festivalen.

 

Derudover kan publikum opleve Michael Williams, som leverer hårdtslående hiphop med internationalt udtryk og stærk live-energi, samt Pattesutter, der endnu en gang garanterer fællessang, humor og feststemning – en fast og elsket tradition på Grøn Scene.

 

ADHD tilfører scenen rå energi med hits som Pizza, Vodkafjæs, Brækket Dig i Busken og KranAlarm, der tilsammen har opnået millioner af streams. Samtidig byder Skammerens Døtre på et selvsikkert og energisk hiphop-udtryk med stærke vokaler og tydeligt potentiale.

Foto: Mikkel Lilholt

Meget mere følger på Grøn Scene – og selvfølgelig også på festivalens øvrige scener

Festen fortsætter med endnu flere oplevelser, når Foxybeat samler en række markante DJs og events på Grøn Scene.

 

De sidste navne offentliggøres i løbet af foråret, når det samlede program for Nibe Festival 2026 præsenteres. Publikum kan se frem til tæt på 100 koncerter fordelt på festivalens fem officielle scene over de fire festivaldage.

Foto: Mikkel Lilholt