Champagne, fællesskab og traditioner
Tekst og foto: Freja Andresen
Klokken er kun lige blevet 10.00, men de første champagnepropper springer allerede. For en flok festivalgæster er champagnebrunchen blevet den tradition, der for alvor markerer starten på Nibe Festival.
"Randers til Berlin" strømmer ud af højtalerne, mens de første champagneglas bliver fyldt.
Jeg når knap nok indenfor, før et glas bobler bliver stukket i hånden på mig. Rundt om bordet bliver der skålet, grinet og budt velkommen. Nogle har været med flere år i træk, mens andre er med for allerførste gang. Alligevel går der ikke mange minutter, før snakken flyder på kryds og tværs.
Én regel: Husk champagnen
Værtinden Line fortæller, at champagnebrunchen efterhånden er blevet en fast tradition.
"Det har været en fast tradition de sidste tre år, at vi mødes klokken 10, og alle har en flaske champagne med. Det vil sige, at du ikke kommer ind ad døren, hvis ikke du har en flaske bobler med," siger hun med et grin.
Traditionen begyndte egentlig ganske beskedent.
"Det var faktisk min superdejlige mand, der startede traditionen. Vi begyndte med fem mennesker, og nu er vi omkring 20."
I år står 16 flasker champagne klar, da gæsterne selv medbringer en flaske, når de ankommer. Men de holder ikke længe.
"Indenfor de første to timer plejer alle champagneflaskerne at være drukket – ligesom i år," fortæller Line.
Halvanden time inde i brunchen, kigger jeg rundt efter flaskerne, og her er otte flasker allerede åbnet, stemningen er høj, og grinene bliver kun flere.
En tradition, der udvikler sig
Selvom champagne er omdrejningspunktet, er det tydeligt, at traditionen handler om meget mere end bobler.
Det handler om at mødes. Om at få skudt festivalen i gang sammen. Og om at sætte pris på de små ting.
Samtalerne er mange, og snakken falder blandt andet på, hvor dejligt det er at kunne gå på et rigtigt toilet. En lille luksus, som pludselig føles lidt større, når festivaldagene er begyndt.
Det er en af gæsterne, Pernille, helt enig i og nikker genkendende, mens hun sender en tanke til festivalgæsterne, der må nøjes med et festivaltoilet. Hun har været med til champagnebrunchen siden begyndelsen og har desuden været frivillig på Nibe Festival siden 2018.
Ud af de omkring 20 deltagere er det kun tre, der har været med helt fra starten. Resten er nye ansigter, som hurtigt bliver en del af fællesskabet.
Og festen er kun lige begyndt
Da jeg nævner over for Line, at jeg knap nok har været der fem minutter, før folk begynder at bunde deres champagne, griner hun.
"Sådan er det bare. Og som vi står her, er vi også nødt til at bunde," siger Line, mens hun løfter til skål.
Og champagnebrunchen stopper langt fra, når de sidste bobler er drukket.
"Det plejer at ende med, at løvblæseren findes frem, bukserne ryger af. Det er beerpong, knallerthjelme, og skuret bliver åbnet for alle remedierne derinde. DJ-pulten ryger frem, og så kører det bare," fortæller Line.
Inden vi overhovedet har været samlet i to timer, bliver der da også trillet en trillebør fyldt med øl og breezere ind fra naboerne, så festen kan fortsætte.
Da jeg spørger Line, om hun har tænkt sig at holde fast i traditionen, kommer svaret prompte.
"Det håber jeg. Jeg håber ikke, mine naboer bliver sure. De har aldrig sagt noget, og jeg håber, naboerne er klar på at være med næste år."
Det virker nu heller ikke til, at de har noget imod det. Tværtimod. For når naboerne kommer forbi med kolde øl og breezere til hele selskabet, er det svært ikke at tænke, at champagnebrunchen på mange måder er Nibe Festival i en nøddeskal.
Her handler det ikke om, hvor længe man har kendt hinanden. Det handler om, at man går derfra, som om man altid har gjort det.
