Nibe Festival byder populære URO velkommen på årets poster 

Nibe Festival 2025 kan med URO i dag med stor glæde løfte sløret for endnu en stærk tilføjelse til årets program. Den unge, men allerede markante, stemme på den danske musikscene spiller på Blå Scene torsdag. 

En ny stjerne i dansk pop 

Bag navnet URO finder vi Jeppe Kronback, en artist som med sin særlige evne til at formidle sårbarhed og rå ærlighed har fanget tusindvis af lyttere og et mere og mere massivt livepublikum. URO tog med gennembrudshittet “Føles Godt” Danmark med stærk storm. ”Føles godt” ramte Spotifys Top50 og i dag har nummeret over 10 millioner streams. Hans musik er blevet kaldt “soundtracket til den søvnløse generation” – et ærligt portræt af ungdommen, hvor store følelser, selvrefleksion og moderne produktion smelter sammen. 

Efterfølgende udgivelser som “Godthåbsvej”, ”Min Bror” og ”Bare En Dreng” har konsolideret hans plads på den danske scene. I 2023 udgav han albummet “Urolige Hjerte”, der blev rost for sin dybde og sammenhængskraft. Albummet nåede ind på de officielle albumhitlister og blev særligt fremhævet for sin evne til at balancere mellem melankoli og håb. Og hvem elsker i øvrigt ikke ”Tænker Ik På Andre” – det fede musikalsk samarbejde mellem URO og Suspekt. 

For få dage siden smed URO så ”Øresund” sammen Thomas Helmig”. Det er så smukt, så hudløst ærligt, så autentisk og ja så lovende for URO og dermed også for den danske musikscenes fremtid 

Stærk tilstedeværelse på scenen 

UROs koncerter er kendt for at være intime og stemningsmættede. Han formår altid at skabe et helt særligt bånd til sit publikum – både på de helt store festivalscener og i landets koncertsale. Fanskaren spænder bredt – fra unge gymnasieelever til voksne lyttere, der genkender en følelse af rastløshed og håb i hans tekster. 

“URO er en af de artister, som virkelig har fat i publikum med sin hudløst ærlige lyrik og moderne popsound. Det er en fornøjelse at kunne præsentere ham som sidste navn på Blå Scene torsdag. Det bliver både nærværende, stemningsfyldt, intenst og stærkt. Vi så det sidste år, hvor URO stopfyldte Reservatet i øsende regnvejr.” siger festivaltalsmand Peter Møller Madsen. 

Færdigt program  

Programmet er med den sidste offentliggørelse endeligt og man kan se det fulde og opdaterede program på nibefestival.dk og på vores Nibe Festival app som kan downloades i App Store samt Google Play. 

Meget få fredagsbilletter tilbage 

Partoutbilletterne er for længe siden solgt, og det samme er tilfældet med onsdags- og lørdagsbilletterne. Der er nu meget få fredagsbilletter tilbage, og torsdagen går forventeligt også snart udsolgt. 

På årets festival er det muligt at opleve navne som Dean Lewis, The Minds Of 99, Nik & Jay, Anastacia, Christopher, Medina og Jonah Blacksmith. Tæt ved 100 koncerter afvikles i den smukke Skalskov i dagene 2. – 5. juli.