Carsten Bang og Nicolaj Lange gæster Nibe Festival med deres podcast Bang & Langes ABC. Det bliver en særlig festivaludgave, hvor både gæster og publikum kan blive en aktiv del af samtalen.
Mænd er måske ofte at finde på magtfulde positioner i samfundet, men de topper også statistikker over hjemløshed, misbrug, kriminalitet og selvmord. Måske fordi de ikke altid er lige gode til at tale sammen?
Mænd sætter sig sjældent ned og tager den lange snak ansigt til ansigt. Mange har det lettere med samtalen, når den foregår side om side – på golfbanen, i bilen eller over et praktisk projekt.
Bang og Lange vil forsøge at gøre noget andet. De vil se hinanden i øjnene og tage en samtale. Det kan handle om noget svært, noget tabubelagt eller blot om livet, som det udfolder sig lige nu. De to komikere tager fat på virkeligheden med humor, nysgerrighed og ærlighed – og måske ender det endda i meningsfulde samtaler om alt det, der fylder i livet. Måske.