WESTLIFE-GENFORENING VÆKKER GLÆDE I NIBE

Af Søren Mølgaard, Foto: Anders Riishede

I de sidste syv år har Westlife officielt været et opløst band. Et opløst band med rekordmange sange på den britiske single-hitliste.

Men nu er boybandet tilbage med et kommende nyt album og en verdensomspændende tour i anledning af, at det er 20 år siden, de udgav deres første album.

Den eneste europæiske koncert udenfor Storbritannien er her på Nibe Festival.

Inkarnerede danske fans
Westlife er et band med mange danske fans. To af dem er Sheila Pelsen og Camilla Jensen, der normalt bor i København. De er taget til festivalen for at høre drengene spille blandt danske fans. For tre uger siden hørte de boybandet to gange i London.

Sheila Pelsen oplevede dem første gang i 2004 og Camilla Jensen i 2003. Og selvom man kunne tro, at bandet efter en pause på syv år har mistet lidt af gnisten, er det langtfra Sheila Pelsens indtryk.

 – Deres nye singler er perfekte. De er stærkere end nogensinde. Det er så dejligt, at de er tilbage.

Og Camilla Jensen er helt enig.

– De bliver kun bedre, siger hun.

Nostalgisk gensyn
Selvom Sheila Pelsen og Camilla Jensen godt kunne fortsætte med at følge bandet på deres tour, stopper de denne omgang med en forhåbentlig fantastisk koncert på Nibe Festival. Forventninger er tydelige at spore hos Sheila Pelsen.

– Når man kigger rundt, så er der mange fans fra tidernes løb, som har glædet sig til at se dem igen. Jeg tror ikke, at det er alle ligesom os, der har været ovre at se dem i England eller Irland. Så det bliver nok lidt nostalgisk, siger hun.

Nibe Festival er det eneste sted i Danmark, at fans kan få lov at genhøre Westlife-drengenes harmoniske stemmer på The Twenty Tour.