Vi søger en Social Media praktikant – er det dig?
Du skal være med til at udbrede kendskabet til vores fantastiske festival i Skalskoven. De sociale medier er nogle af vores største og vigtigste kanaler, da det giver os den direkte dialog nuværende og potentielle gæster. Du kommer til at producere, planlægge og eksekvere indhold hertil.
Om praktikstillingen
Du skal være med til at skabe indhold, der giver værdi for andre. Du skal gerne have en humoristisk og kreativ sans, der også tåler struktur. Du kommer nemlig til at stå i spidsen for en contentplan, der skal køre hele året rundt. Du skal gerne have en grafisk sans, da du kommer til at lave mindre grafiske opgaver.
Du må gerne udfordre os på ”vi plejer” og komme med skøre, men relevante ideer. Vi vil gerne opdateres med de nyeste trends indenfor sociale medier – især på Instagram, Facebook og Tik Tok. Men vi danser, synger eller mimer altså ikke så godt (endnu). Vi elsker godt content og har masser af den og din fornemste opgave, er at sortere i det og finde det bedste frem.
Der vil løbende være mulighed for at hjælpe til med andre marketingopgaver som fx nyhedsbreve, website, outdoor, eventplanlægning, projektledelse, strategiplanlægning osv.
Er arbejdsopgaverne noget for dig? Så send en ansøgning med det samme. Du behøver ikke at kunne krydse af på det hele. For os er det vigtigste, at du arbejder med noget studierelevant, får praktisk viden og har lyst til at bidrage og være en del af fællesskabet.
Din profil
- Du er i gang med en relevant videregående uddannelse
- Du arbejder selvstændigt og struktureret
- Du er en god skribent og kommunikatør med en grafisk sans
- Det er en fordel, hvis du har erfaring med SoMe-management, Adobe-pakken, WordPress, og MailChimp – men ikke et krav.
Du kommer til at arbejde i tæt samarbejde med den marketingansvarlige.
Praktiske oplysninger
Praktikforløbet er ulønnet, så det er et krav, at opholdet er en del af dit studieforløb. Forløbet er som udgangspunkt en fuldtidspraktik (30-37 timer) på minimum 3 måneder med start i februar/marts 2023, men vi er meget fleksible, så perioden og arbejdstimerne kan planlægges, så det passer til dit studie og evt. studiejob.
Arbejdspladsen er hos Nordjyllands største musikfestival: Nibe Festival, Industrivej 5, 9420 Nibe. Her har vi kontor med udsigt til Limfjorden og den smukke Skalskov. Ikke dårligt, vel?
Kaffen er god, men selskabet er bedre. Er det noget for dig, så send din ansøgning og CV (max 1 side) til maria@nibefestival.dk.
Deadline: 20. januar 2023, men vi tager løbende relevante personer til samtale.