– Teltet var ret dyrt, så jeg tænkte nok bare, at så ville det være godt

Af Line Brorsen, Foto: Claus Søndberg.

De tre efterskoleveninder Amalie, Mille og Maja er på campen for første gang. De har teamet op med Hasseris Gymnasium, hvor Amalie går. De har lavet en stor lejr med mere end hundrede glade campister.

Pigerne har forberedt sig grundigt, og deres lejr viser tydeligt, at de har haft fokus på alle detaljer i deres planlægning. Der er pyntet med pomponer og lyskæder, og der er en stor køletaske med masser af dåsetun og mayonnaise.

At det nyindkøbte 3-personers telt åbenlyst er målt efter små mennesker, der ikke behøver at sidde op eller skifte tøj for den sags skyld, ser veninderne ikke de store problemer i. De tre foldemadrasser passer jo perfekt, og bagagen varmer jo i de kolde nætter, når pigerne er nødt til at sove ovenpå den. 

Som Mille påpeger: 

-Teltet var ret dyrt, så jeg tænkte nok bare, at så ville det være godt.

Det lille telt passer perfekt ind i den store lejr, hvor hver kvadratcentimeter bliver udnyttet. Det kræver en god balanceevne og koordineringsteknik at komme frem til pigernes telt.

Under rundvisningen bliver der også flere gange råbt:

-Stop med at træde på vores telt!

Det er ellers nemt at komme til, når det kun rager godt 80 cm op fra græsset.

Foto: Claus Søndberg

Tryg festival

De tre veninder er begejstrede over stemningen på campen.

– Så mærker man jo slet ikke, at man kun har sovet tre timer, når alle er så glade.

De er også enige om, at det føles meget trygt at være både på campen og på festivalpladsen. Der er som regel nogle, som de kender. Enten familie eller venner.

Familier ses dog ikke mange af på Camp Øst, og undertegnede udsendte, der helt sikker trak gennemsnitsalderen op, blev også mødt følgende kommentar ved ankomsten til camp’en:

– Øøøhh, forældre er den vej!

I den store lejr har de også mærket, at dette års Nibe Festival er udsolgt. Nogle af deltagerne har måtte kæmpe for at få fat en billet, og et par stykker har meldt sig som frivillige.

Der var et par stykker, der måtte opgive billetjagten og gå glip af dette års festival. Amalie og Mille købte billet tilbage i november, og Maja nåede det i forsommeren i sidste øjeblik inden udsolgt. 

De tre veninder er helt sikre på, at de skal have købt billet til næste års Nibe Festival, så snart de bliver sat til salg. Der vil billetprisen også være lavere. De vender helt sikkert tilbage.