Store følelser og store hits: Dean Lewis rammer Nibe Festival!
DEAN LEWIS HEADLINER NIBE FESTIVAL TORSDAG D. 3. JULI
Den australske verdensstjerne Dean Lewis spiller Nibe Festival torsdag den 3. juli kl. 19:30. Med hits som Be Alright, Half A Man, Waves og How Do I Say Goodbye har han erobret hitlister verden over, og nu kan de tæt på 20.000 daglige gæster glæde sig til en helt særlig koncertoplevelse i Skalskoven.
En global hitmager
Dean Lewis har i de seneste år cementeret sin position som en af verdens meget populære singer-songwritere. Han har solgt over 6,3 millioner albums og EP’er og har samlet set opnået tæt på 13 milliarder streams på tværs af platforme. Hans følelsesladede sange og autentiske historiefortælling har givet ham en trofast fanbase på de store venues og via de over 7 millioner følgere på sociale medier.
Den australske musiker blev for alvor kendt med singlen Be Alright, der alene har passeret 5,5 milliarder streams og er blevet certificeret multi-platin i over 25 lande, herunder Australien, USA og Storbritannien. Hans debutalbum A Place We Knew sikrede ham tre ARIA Awards, og hans forrige album The Hardest Love har skabt endnu flere internationale hits, heriblandt How Do I Say Goodbye, som har rørt millioner af lyttere verden over.
Enorm dansk kærlighed
I Danmark eksploderede Dean Lewis’ popularitet, da Tobias Floor rørte hele nationen med en gåsehudsfremkaldende version af “Half A Man” til X Factor 2022-audition. Til finaleshowet optrådte Lewis selv og delte scenen med Tobias og årets øvrige deltagere på numrene Half A Man og Be Allright.
Siden da har hverken Dean Lewis eller de mange danske fans set sig tilbage og den gensidige kærlighed er kun vokset. Umiddelbart efter bjergtog Dean Lewis en håndfuld store og totalt udsolgte danske spillesteder. Heriblandt Skråens Royal Stage. Men siden er sympatiske Lewis vokset totalt ud af disse rammer, og spillede i weekenden for anden gang Royal Arena – Danmarks absolut største indendørs arena.
I 2024 var Dean Lewis blandt hovednavnene på Smukfest, og nu er det tid til, at han bringer sine magiske melodier til Nibe Festival.


På Top-10 over ønskede internationale navne på Nibe
Festivaltalsmand Peter Møller Madsen glæder sig over at kunne præsentere Dean Lewis som et af sommerens hovednavne. “Vi ved, at Dean Lewis har en massiv fanskare i Danmark, og han har været højt på ønskelisten hos mange af vores gæster. Faktisk befinder Dean Lewis sig i Top-10 over ønskede internationale navne på Nibe 2025. Hans sange er soundtracket til både hjerteknusende øjeblikke og store triumfer, og vi er sikre på, at han vil skabe magi i Skalskoven.”
Nyt album med nye store numre
2024 blev et stort år for Dean Lewis med masser af airplay og awards, samt udgivelse af sangerens tredje album THE EPILOGUE. 2025 blev sparket godt og grundigt i gang med ”With You”, som fortsætter Lewis´imponerende hitstrøm.
En aften med store følelser og fællessang
Dean Lewis er kendt for sine energiske og følelsesladede liveoptrædener, hvor publikum bliver en del af musikken. Det kom så tydeligt frem til hans koncert i et godt fyldt Royal Arena i fredags. Hans stemme, kombineret med de stærke, relaterbare tekster, skaber et unikt bånd mellem kunstner og publikum – og netop dét er opskriften på en uforglemmelig aften på Nibe Festival.
Dean Lewis indtager scenen på Nibe Festival torsdag den 3. juli – en aften, hvor festivalpladsen forvandles til et fælles kor af følelser, lys og fantastiske melodier.
Udover Dean Lewis kan festivalgæster torsdag den 3. juli glæde sig til en stærk musikdag med blandt andre Christopher, Suspekt, Jada, Gobs, Jung, Ella Augusta og MAS.