Saveus og fire andre seje navne føjes til Nibe Festival 2025 – få din billet, før det er for sent!
Nibe Festival 2025 tilføjer fem nye navne til det publikumsroste program. Fem artister der hver især lover intense liveoplevelser i Skalskoven. Saveus, APHACA, Emil Lange, Kellermensch og partymaskinen Smag På Dig Selv er nu klar til Nibe 2025, som afvikles i Skalskoven i dagene 2. – 5. juli.
Saveus lukker onsdagen med et brag
Efter en garanteret forrygende koncert med Minds of 99 lukker Saveus onsdagens program med et show, der uden tvivl vil efterlade publikum med hænderne over hovedet. Med kæmpehits som Levitate Me og Himalaya har Saveus cementeret sig som et af landets stærke liveacts.
”Det bliver den perfekte afslutning på en rekordstor onsdag. The Minds of 99 sætter barren højt, og vi ved, at Saveus også kommer til at løfte energien i Skalskoven. Få nu købt billetten, inden løbet er kørt, som man siger” udtaler festivaltalsmand Peter Møller Madsen.
APHACA bringer ny energi til Nibe
Den fremadstormende rockgruppe Aphaca har markeret sig som et af de mest spændende nye navne på den danske musikscene. Med stærke singler som Smelter Under Månen, Hjerter På Gaden og seneste single Et sted hvor vi de første samt ikke mindst en eksplosiv liveoptræden, har de bevist, at de er mere end klar til at tage et større og større publikum med storm.
Emil Lange – elsket af Nibe-publikummet
Emil Lange vender tilbage til Nibe Festival, hvor han igen vil levere fest og fællessang i stor stil. Med bangers som 10 år feat. Klamfyr, Skiferie og Fuck dig feat. Tobias Rahim, har han for længst etableret sig som en af landets bedste stemningsmagere.
”Emil Lange er elsket på Nibe, og vi glæder os til endnu en fest med ham. Han ved præcis, hvordan man får Skalskoven til at koge. Han gør det hver gang” udtaler Peter Møller Madsen.






Kellermensch leverer kompromisløs rock
I en tid, hvor rockartisterne desværre er en mangelvare, så trives genren heldigvis stadig hos mørkemændene fra Kellermensch. Med deres dystre, intense rock og numre som Lost At Sea og Mediocre Man har Kellermensch nemlig igennem årene sat en ny standard for, hvad dansk rock kan. Deres livekoncerter er en kraftpræstation, hvor følelserne sidder uden på tøjet, og publikum suges ind i deres unikke univers.
Smag På Dig Selv – den ultimative partymaskine
Ingen festival uden masser af seriøs fest. Netop det sørger Smag På Dig Selv for! Med en energibombe som Fuck Der Kommer Kontrollører garanterer de et show, hvor der ikke findes et eneste stillestående publikum. Det bliver vildt, svedigt og uforglemmeligt. Det er unik, stemningsfyldt, instrumental dansefest med masser af blæs, drums og ”unk-unk” stemning. Dans, bare dans til den her midnatsfest i Reservatet.
Stærkt program til Nibe Festival 2025
Nibe Festival 2025 løber af stablen fra 2. – 5. juli i Skalskoven, og programmet har allerede stærke navne som Dean Lewis, The Minds Of 99, Nik & Jay, Anastasia, Medina, Christopher, Suspekt, Jonah Blacksmith osv.
Den australske verdensstjerne Dean Lewis blev offentliggjort den 25. februar og spiller torsdag den 3. juli – samme dag som bl.a. Christopher og Suspekt.
Lørdag udsolgt – flere billettyper på vej samme vej
Interessen for Nibe Festival 2025 er MEGET stor, og lørdagsbilletterne er allerede udsolgt. Der meldes om stærkt salg på de øvrige billettyper, og der er ganske få partoutbilletter tilbage. NU er det sagt.