Sækkeløb sender unge festivalgængere i ekstase ved Camp Øst

Af Natascha Berg, Foto: Natascha Berg

Den mangeårige teamleder, Pernille Otte, bedre kendt Nibe-mor, har overblikket over de unge.

Med sin hjertevarme energi tager hun de unge under sine vinger. Både når det gælder et bekræftende kram, eller hvis man blot er løbet tør for tamponer.

Sammen med de andre frivillige, sætter Pernille hurtigt skub i alt fra limbo til samarbejdsaktiviteter som beachvolley.

– De unge keder sig aldrig. Vi kan simpelthen lave konkurrencer i alt, siger Pernille.

I løbet af tyve minutter har Pernille samlet omkring 100 livlige unge mennesker, hvoraf 40 af dem er meldt kampklar til en af dagens mange aktiviteter; sækkeløb.

De resterende unge leverer en formidabel og festlig opbakning med skål, skrål og skrig. Den buldrende intensitet og entusiasme kan mærkes på hele pladsen ved Camp Øst, og det skyldes måske, måske ikke, dagens præmie.

Cocio har sponsoreret en Sackit Boomit højtaler – og dét vækker de unges begejstring.

– De springer altid op fra deres festivalstole – store som små præmier, de er altid klar, siger Pernille.

Deltagernes blik er rettet mod gevinsten, og deres mentalitet er klar og tydelig; alle vil vinde. Som en flok omvæltende køer, der ikke har set græs i et halvt år, sætter de spurten i gang ved første ”start!”.

Foto: Natascha Berg

Efter seks meget tætte og intense runder sækkeløb, løber to unge drenge fra Ranum Efterskole af med dagens sejr, og det fejrer de med jubel og lune breezers nede i campen.

Tilbage på pladsen kunne man være tilbøjelig til at tro, at der ville vakle en dårlig taber eller to rundt, men det viser sig ikke at være tilfældet. Festlighederne løber glædeligt videre, som intet var hændt – og det er retvisende for området:

– Der er altid en god stemning hernede. Alle man møder, møder man med et smil!

Chill & Champ udfordrer pladsens unge flere gange dagligt, og deres aktiviteter er i høj kurs blandt festivalgængerne.