På Nibe Festival kalder vi det kærlighed
Af: Kirstine Marie Nielsen, Foto: Kirstine Marie Nielsen
Lars Lilholt sang torsdag aften “Kald det kærlighed” på den blå scene på festivalen, mens publikum skrålede med på de sprøde kærlighedsnoder i teltet.
Netop kærligheden er en af de følelser som Nibe Festival er kendt for at fremkalde hos gæsterne.
For parret Mikkel Andersen og Pernille Franzen, var det omgivelserne på Nibe Festival, der fik dem til at tage skridtet til at blive kærester.
Frøet spirer på Club 85
Året var 2019 og Mikkel var afsted på Nibe Festival med sine venner. Han havde kendt Pernille perifert i flere år, da de gennem deres omgangskreds havde flere fælles relationer.
Mikkel stod placeret på baren “Club 85” foran stor scene, hvor musikken pumpede ud af højtalerne, gæsterne dansede på gulvet og nogle stod og fik noget til ganen i baren og ved bordene.
Ude i campen sad Pernille Franzen med sin veninde, stemningen var i top og der blev skålet i øl. I løbet af aftenen gik det op for Pernille, at Mikkel også var afsted på Nibe Festival denne lørdag aften i juni.
– Jeg fandt lidt ud af at du stod oppe på Club 85, og så tænkte jeg at jeg da lige skulle op og sige hej, fortæller Pernille, der med et glimt i øjet kigger på sin kæreste.
Da Pernille træder ind på baren, er det første Mikkel ser dog ikke hende, men hendes mor, som han også kender gennem fælles venner:
– Det første jeg så var faktisk hendes mor, for jeg vidste godt hvem hun var. Og de ligner jo hinanden rigtigt meget, fortæller Mikkel Andersen smilende.
Pernille ser at Mikkel står placeret længere oppe i baren og begynder at bane sige vejen mellem de festglade gæster:
– Pernille kom jo op til os, og så fik vi et par øl sammen og så tror jeg bare at det første kys kom der, fortæller Mikkel.
Og som Pernille fortæller, fik hun “lige smigret sig ind”, og resten af aftenen brugte de sammen, hvor de både dansede og skrålede med på Suspekt.
Fra telt til hus i Nibe
Som tiden er gået, præcis fire år, har parret nu bosat sig i Nibe by og er klar til at få endnu flere minder til samlingen.
På trods af at de i nogle år ikke har været afsted på Nibe Festival samtidig, holder de i år traditionen ved lige. De har startet morgenen med en lækker morgenmad i deres nye hus i Nibe, hvor de sammen med venner har sat stemningen for aftenen.
– Nu er vi jo endelig flyttet herud og vi er afsted sammen. Så det er lidt som at fuldende cirklen, fortæller Pernille Frantzen smilende.
I år ser parret frem til at dele oplevelserne i Skalskoven med deres venner, som er på deres Nibe-debut. Og de tør godt gætte på, at de i løbet af aftenen slår et sving forbi Club 85, hvor deres første kys kan blive genoplivet.