Nye navne på Nibe Festival: Her er noget for enhver smag

Nibe Festival har i dag offentliggjort seneste tilføjelse til sommerens musikprogram, og den nordjyske festival viser i dén grad bredde, når det kommer til udbuddet af kunstnere på årets program.

Der er lagt op til fællessang og nostalgi med Lars Lilholt Band, fed attitude og rim med Tessa og ikke mindst rock og tråd med Carpark North – så der skulle være rig mulighed for at finde noget, der passer til enhver smag.

Nibe Festival forventer at have det endelige program på plads omkring 1. april.

Tessa

Hundige-rapperen Tessa indtager til sommer Nibe Festival for første gang. Den unge Tessa har allerede markeret sig på hitlisterne med sange som ”Okay”, ”Ben” og ”Snakker For Meget”, og har på ganske kort tid skabt sig en plads på den danske rapscene. De yngre publikummer, og de rap-interesserede i særdeleshed, er garanteret et frisk pust til Tessas koncert.

Carpark North

Carpark North er blevet lidt af et fænomen, når det kommer til den danske rockscene – og til sommer er de selvfølgelig også at finde på programmet hos Nibe Festival. Bandet er aktuelle med singlen ”Hopefully We’ll Never Know”, som udkom i efteråret 2019, og bagkataloget tæller hits som ”Transparent & Glasslike” og ”Human”, der får enhver rockelsker til at skråle med.

Lars Lilholt Band

Siden1983 har Lars Lilholt Band turneret land og rige rundt, og bragt spilleglæden ud i hver afkrog af kongeriget. Med Lars Lilholt Band er der garanteret en liveoplevelse af de helt store, og der er nærmest garanti for fællessang, når det kommer til evergreens som ”Den hvide dværg”, ”Onkel Christian”, ”Ofelia” – og selvfølgelig ”Kald Det Kærlighed”.

Nibe Festival har tidligere offentliggjort følgende navne: Lukas Graham, Rasmus Seebach, Nik & Jay, Alphabeat, Malurt, Jonah Blacksmith, Clara, Benjamin Hav, Jimilian, IAMJJ og Jung.