Nye fremadstormende navne og legendariske Linnet klar til Nibe 2025
Musikprogrammet til Nibe Festival 2025 tager form og i løbet af de kommende uger offentliggøres det endelige program til den 39. Nibe Festival. I dag tilføjes yderligere fire navne, der favner bredt i både genre og udtryk. Publikum kan glæde sig til intense koncertoplevelser med både etablerede ikoner og nye, stærke stemmer på den danske musikscene.
“Dagens slip er endnu et eksempel på, at den danske musikscene stortrives. Der er en enorm talentmasse med et kæmpe potentiale, men heldigvis også store ikoniske artister, som stadig leverer big time” – udtaler festivaltalsmand Peter Møller Madsen
Hitmageren JOSVA i Reservatet
JOSVA har for alvor markeret sig som en af de mest interessante nye store stemmer i dansk hiphop. Med hits som bl.a. Lonely (feat. Artigeardit), I Made It (feat Andreas Odbjerg), de ærlige og dybfølte tekster og det stærke melodiske flow formår JOSVA med den fede growie pop og R&B prægede hiphop til fulde at skabe en nærværende og intens liveoplevelse, der rammer publikum lige i hjertet.
JOSVA åbner Reservatet torsdag d. 3. juli.
Anne Linnet er langt om længe tilbage i Nibe
Anne Linnet behøver næppe nogen introduktion. Som en af Danmarks mest ikoniske sangskrivere og sangerinder igennem godt en håndfuld årtier har hun leveret udødelige hits og stærke tekster, der både bevæger og inspirerer. Det er hit på hit – år efter år.
Hendes koncert på Nibe 2025 bliver uden tvivl mindeværdig og ganske fællesskabende.




Mille – en af nutidens og fremtidens store sangerinder
Mille har med sine fængende pophits som Dagdrømmer, Lyver For Min Dagbog og en skarp og stærk vokal hurtigt skabt sig en plads på den danske musikscene. Hendes nære sceneoptræden og fede udstråling sikrer feststemningen, der garanteret vil få publikum til at synge og feste med fra start til slut.
Der er lige nu en bølge af stærke fremadstormende kvindelige artister, og Mille er et godt eksempel på det. Det er hamrende vigtigt lige nu, hvor den kønsmæssige skævvridning stadig præger streamingtjenesterne, charts, airplay og dermed også livescenen – udtaler Peter Møller Madsen
Balken x Emil Wigan – første offentliggørelse på Grøn Scene
Balken x Emil Wigan er 110 % festmaskine. De leverer intense live-shows, hvor publikum bliver revet med af deres dynamiske performance, rå energi og uforudsigelige musikalitet. Balken er jo 1/3 Ude Af Kontrol, som gang på gang, i tæt på bogstavelig forstand, har væltet Nibe, og Wigan den faste DJ i trioen. Dét skinner selvfølgelig igennem i deres kompromisløse tilgang til musik og deres eksplosive sceneshows.
Balken x Emil Wigan er som nævnt første offentliggjorte navn på Grøn Scene. De øvrige navne på dén scene offentliggøres i løbet af få dage.
Meget rost program til Nibe 2025
Med dagens offentliggørelse føjer vi endnu mere kvalitet til et i forvejen imponerende line-up. Publikum kan allerede nu glæde sig til blandt andre Dean Lewis (AU), The Minds of 99, Nik & Jay, Medina, Anastacia (US), Suspekt, Christopher, Kesi, Jonah Blacksmith, TopGunn, Gobs, Faustix, Lamin, Magtens Korridorer, Jada, Hugorm, Jung, Michael Falch & Zonen, Noah Carter, MAS, Ida Laurberg, Italobrothers (D), Mekdes, Ella Augusta, The Powls, Kind Mod Kind, Mumle, Baskery (S) og Danser Med Piger. Og der er meget mere på vej!
Få onsdags- og partoutbilletter
Der er godt gang i ”billetlugerne” i Nibe. Interessen for Nibe 2025 er stor.
“Vi kan nu melde om få onsdags- og partoutbilletter. Tidligere er lørdagsbilletterne meldt udsolgt. Vi har selvfølgelig hænderne godt og grundigt over hovedet. Vi må opfordre de gæster der mangler at købe en af de to billettyper om at få handlet” – afslutter Peter Møller Madsen.
Vi ses til Nibe 2025 – hvor musik, fællesskab og magiske øjeblikke venter!