NIBE KÆLER FOR DE FRIVILLIGE
Af Cecilie Andersen og Andreas Refstrup Sørensen, Foto: Anders Riishede
For 35. år i træk løber Nibe Festival af stablen. Musikken spiller, bøfferne sitre på grillen og øl bliver sendt over disken i litervis. Alt dette er kun muligt med hjælp fra de 4500 frivillige, der år efter år stiller sig til rådighed for at hjælpe til med at gøre Nibe Festival til noget helt særligt.
De frivillige knokler for at sikre, at gæsterne får den bedst mulige oplevelse. Denne dedikation kommer, ifølge Nana Melgaard Sørensen, af, at Nibe Festival værdsætter deres indsats og belønner dem med gode forhold.
– Det er rigtig dejligt, at Nibe Festival prioriterer os, der er her for at hjælpe. Når de gør noget godt for os, er vi også mere tilbøjelige til at gøre noget godt for dem, fortæller Nana Melgaard Sørensen.
Forbedret Crewpit
Frivilligheden er en stor del af Nibe Festivals DNA og i år er festivallens Crewpit bedre end nogensinde. Med intime pop-up koncerter og gode badefaciliteter gør festivalen meget for, at deres frivillige får en god oplevelse.
Mikkel Blad Krogh er frivillig for 7. år i træk. Han fortæller, at det kan mærkes, at festivalen værdsætter de frivilliges indsats.
– Nibe Festival gør rigtig meget for de frivillige. Jeg har aldrig hørt om det samme fra andre festivaler. Her bliver man ikke sat til siden, bare fordi man arbejder. Der er mange, der er misundelige på de faciliteter, vi har. Det er et kæmpe skulderklap, siger Mikkel Blad Krogh.
Frivillighedens fællesskab
Med frivilligheden følger også nye venskaber. Fællesskabet er en stor del af Nibe Festival, og her er især Crewpitten et oplagt samlingspunkt. Her kan de frivillige mødes om billige drinks og sociale arrangementer.
– Nibe Festival giver ret meget. Meget mere end på andre festivaler. Andre steder er man bare på arbejde, og så er det det. Her får vi billig mad og drikke blandt andet. Man får bare lidt mere med, siger Nana Melgaard Sørensen.
Nana Melgaard Sørensen og Mikkel Blad Krogh er enige om, at der er et godt fællesskab mellem de frivillige. Det skyldes blandt andet muligheden for at samles i Crewpitten.
– Man lærer en masse at kende, når man deltager i arrangementerne i Crewpitten. Her er man på lige fod med alle, og der er altid nogle jævnaldrende at snakke med, fortæller Mikkel Blad Krogh.
Spørger man de frivillige er Nibe Festival alt andet end lange vagter og dårlige forhold. Her hyldes de for deres store indsats og belønnes med gode faciliteter og specielle oplevelser. For på Nibe Festival er det noget helt særligt at være frivillig.