Nibe Festival uddeler 2 millioner kroner til fællesskaberne

Efter festival 2024 står Nibe Festival nu klar til at udlodde 2 millioner kroner til projekter og foreninger, der gør en forskel for fællesskaberne og udviklingen i Nordjylland. 

– For os er det faktisk et af årets højdepunkter, når vi kan støtte vigtige formål, der får fællesskaberne til at gro. Det er helt i tråd med festivalens DNA, og hvad vi selv kommer fra. Og så er vi selvfølgelig smadderstolte af, at det er skabt af vores fantastiske festivalgæster, frivillige, artister og samarbejdspartnere, siger Nibe Festivals talsmand, Peter Møller Madsen.

Stor interesse for at søge støtte

2024 var første år med den nye model for udlodning, hvor foreninger og organisationer kunne ansøge, det til lejligheden nedsatte udlodningsudvalg, om midler fra festivalafviklingen. Og det må siges at være en populær pulje at søge. Sidste år modtog festivalen ansøgninger for over 12 millioner kroner, og tæt på 100 forskellige initiativer modtog støtte.

– Vi var spændte på at se, hvordan folk ville tage imod den nye mulighed sidste år. Men det var virkelig positivt at opleve, at så mange havde lyst til at søge – og ikke mindst at vi senere kunne sende penge afsted til så mange gode formål, lyder det fra Peter Møller Madsen. 

Endnu en gang er det altså festivalens udlodningsudvalg, der skal fordele midlerne og sikre, at de rammer bredt og støtter bedst muligt. Foreningen bag Nibe Festival støtter almennyttige, kulturelle og sociale initiativer. Det kan være inden for sport, kultur, musik, frivillighed, socialt arbejde eller andre gode formål.

Der er allerede åbent for ansøgninger lige her, og der kan søges om støtte på op til 250.000 kroner. Ansøgningsfristen er 1. maj 2025, og herefter behandles og besvares alle ansøgninger i løbet af 3-4 måneder.