Storebjerg
Med følelserne uden på tøjet og tekster, der kommer direkte fra hjertet, er STOREBJERG helt sin egen. Han er en kunstner, der i disse år udforsker 20’ernes store følelser og forvoksede tanker. Han er sanger og sangskriver og synger om det, de fleste kender til: kærlighedens mange facetter, livets uforudsigelige drejninger samt eksistentielle tanker om krig, klima og kaos.
I 2024 vandt STOREBJERG talentkonkurrencen Quasar, hvilket blev startskuddet til en ny og ambitiøs fase i hans karriere. For første gang kan man i 2025 opleve STOREBJERG i et trio-setup, hvor hans musik løftes til nye dimensioner. Det nye liveformat tilfører dybde og dynamik til hans lyd, hvilket skaber en endnu mere intens og atmosfærisk koncertoplevelse.