Lørdag - 21:00 - Reservatet

Love Shop

”Vågner op en morgen og har lyst til at gå,” lyder det i første linje på Love Shops seneste album. Og det præcis, hvad Jens Unmack har gjort: Han har gået. Han har gået rundt i København, han har gået rundt i sin erindring, og han har gået rundt i sin samtid. På Blues Europa samles alle fragmenterne til gruppens 14. studiealbum og viser en mere åben udgave af Unmack. 

”Det er en mere personlig plade. En plade om, hvad der var, hvad det hele er blevet til, og hvad der skal ske. Fik jeg nok ud af det hele? Og hvor blev den ro af, som jeg voksede op med? Men i en alder af 59 elsker jeg den moderne verden. Livets gang og verdens fart vikler sig ind i musikken, og der er noget smukt over, hvordan verden kværner og pumper. Så det er et album om, hvordan livet midt i denne følelse af turbulens, har en masse muligheder,” fortæller Jens Unmack.