FABRÄK - Nibe Festival
Lørdag - 00:00 - Reservatet

FABRÄK

”Forrygende bøllemusik for møgunger i alle aldre”. Sådan beskrives den rå og energiske duo FABRÄK, som nærmest er kommet ud af det blå og allerede har cementeret sig som et af de mest hårdtslående og spændende nye acts i Danmark.

Siden bandet udgav debutsinglen ”VOLDSOM” er det gået stærkt. De har udgivet singlen ”DAARLIGT”, som radiostationen P3 haft i høj rotation. Senest har FABRÄK udgivet singlen ”24”, som viser en ny side af duoen. Ved Zulu Awards 2022 fik vi også en forsmag på, hvor opsigtsvækkende og energiske bandet kan være live. Med en stor, svævende guldstribet Kähler-vase hængende i loftet fik duoen med singlen ”DAARLIGT” prikket provokerende til samfundstendenser.

Med en original blanding af det både gale og geniale, bringer FABRÄK noget hidtil uset til den danske musikscene. Vi er sikre på, at det bliver vildt og voldsomt fedt, når de lander i Nibe lørdag d. 2. juli.