Lars Lilholt: Som om jeg aldrig har været væk

En kending på festivalens Stor Scene er spillemanden Lars Lilholt. Traditionen tro kalder han det kærlighed og laver en formidabel fest. Vi fangede ham bag scenen, hvor han forklarede os lidt om sit særlige forhold til Nibe.

Af Søren Mølgaard, Foto: Anders Riishede

Han har været fast inventar på festivalen siden 80’erne og var et af de første hovednavne på plakaten. Og selvom der er gået tre år, siden han stod her sidst, er det ikke noget, der bemærkes hos den garvede troubadour. 

– Lige nu føles det som om, jeg aldrig har været væk, forklarer Lars Lilholt bag scenen. 

Som det skal være

– Vi var her jo sidste år til Lyden af Nibe, og det var jo rigtig hyggeligt, men det her er jo sådan, det skal være, tilføjer han, mens publikummerne samler sig foran Stor Scene. 

Lyden af Nibe var en mini-festival og et plaster på såret, da corona-restriktionerne umuliggjorde at gennemføre den rigtige festival. 

– Jeg glæder mig til at have et helt orkester, der spiller det samme og kommer ud over kanten, fastslår Lars Lilholt. 

Og musikeren har ikke spildt tiden under nedlukningen. 

– Jeg har taget et par numre med fra Decameron-pladen, som jeg lavede under corona. 

Lars Lilholts album Decameron er opkaldt efter et italiensk litterært værk fra år 1352, hvor en flok unge kvinder og mænd måtte leve i isolation og fordrev tiden med at fortælle historier til hinanden. 

Inspirationen fra Nibe

Det er bestemt ikke kun nye numre, Lars Lilholt har taget med til os i år. Et af numrene er endda både skrevet og indspillet i 1988 i Nibe. 

Den fantastiske udsigt over fjorden har på forståelig vis givet Lars Lilholt den fornødne inspiration til at skrive et specifikt nummer, han har taget med til dette års Nibe Festival. 

– Jeg stod nede på havnen, og så lavede jeg en vals, der hedder ‘Når båden lagde til’, fortæller Lars Lilholt.

Og det er ikke det eneste nummer med tilknytning til Nibe.

– ‘Dansen går’ er faktisk også indspillet første gang i Nibe, tilføjer Lars Lilholt. 

Indspilningerne foregik i Thomas Beckers Dreamland Studio.

Nibe-ungens ring

Lars Lilholt har et solidt hold bag sig og heriblandt en lydmand. 

 – Lydmanden er jo nibenit. En nibeunge. Og den ring, han har i øret, kalder vi nibeungens ring, siger Lars Lilholt med et glimt i øjet. 

Lars Lilholt har igen i år beriget os med sin evne til at fortælle historier, skabe en fest og  levere musikalsk massage til de mange gæster, der var troppet op foran Stor Scene i den bagende sol. Vi takker for endnu en fantastisk koncert og ser frem til næste år, hvor vi satser på, at vi igen kan få lov at opleve Lars Lilholts musik.