JONAH BLACKSMITH – DE NORDVESTJYSKE FOLKHELTE ER TILBAGE I NIBE
Det er et pragtfuldt og længe ventet gensyn, når nordjyske Jonah Blacksmith til sommer atter indtager Nibe Festival.
Gruppen, der har rødder i Thy, består af brødrene Thomas og Simon Alstrup, fætteren Lasse Alstrup samt Søren Bigum, Jon Kjeldsen, Søren Poulsen og Thor Kortegaard.
Med deres store musikalitet og rå, inderlige lyd har Jonah Blacksmith de seneste år været uundgåelige på danske festivalscener landet over. Til sommer disker de op med en blanding af gamle og nye numre, heriblandt singlen ”Monster”, der udkom i oktober.
Den helt særlige stemning, bandet formår at skabe, henleder tankerne på den vindblæste, vilde natur, som deres hjemstavn er kendt og elsket for. Deres live-koncerter er en opvisning på højt musikalsk og kunstnerisk niveau, men som nordjyder i almindelighed og thyboer i særdeleshed formår de at holde begge ben solidt plantet på jorden.
Vi er selvfølgelig glade for, at vi i 2020 atter får besøg af de her gennemsympatiske, unikke og fremadstormende nordvestjyske folkhelte. De kommer til at pynte i vores smukke skov sådan en dejlig juli-eftermiddag – udtaler festivalleder Peter Møller Madsen.
Jonah Blacksmith bliver hermed nu indlemmet i et program, som på nuværende tidspunkt byder på danske sværvægtere som Lukas Graham, Rasmus Seebach, Jimilian, Malurt og Alphabeat. Much more to come.