INFO VEDR. COVID-19 - Nibe Festival

INFO VEDR. COVID-19

Vi synes, vi skylder jer alle en status på situationen ift. COVID-19, som lige nu raser verden over. Al info skal tages med det forbehold, at tingene hele tiden ændrer sig, og myndighederne og de mange, der knokler på at bekæmpe Coronaens hærgen gør sig nye erfaringer.   
 
Vi vil starte med at understrege, vi har en klar forventning om, at den 36. Nibe Festival gennemføres i vores smukke skov i dagene 1. – 4. juli 2020. 
 
I skal dog vide, at vi selvfølgelig tager situationen alvorligt og følger den nøje her i Nibe. Det gør vi bl.a. ved at holde en løbende og tæt kontakt med vores brancheorganisation – Dansk Live, samt ikke mindst med de relevante myndigheder bl.a. på sundhedsområdet. Vi fortsætter, her på Nibe Festival, med planlægningen af årets festival, og vil de kommende måneder træffe beslutninger på baggrund af myndighedernes anbefalinger og krav.
Der er mere end tre måneder til festivalen åbner og Skalskoven fyldes med glade festivalgæster. Skulle det stadig til den tid være nødvendigt med ekstraordinære tiltag på grund af COVID-19, så handler vi, som arrangører, selvfølgelig derefter.

På nuværende tidspunkt kan vi ikke forudsige omstændighederne ved et eventuelt påbud om aflysning. Derfor må vi, som alle andre arrangører, på nuværende tidspunkt undlade at give garantier overfor vores billetkøbere. Vi holder os som sagt orienteret og handler, som ansvarlige arrangører, ud fra de, til den tid, gældende regler og retningslinjer, krav og anbefalinger. MEN som sagt, så forventer vi, at Nibe Festival 2020 gennemføres.

Vi tror på, at NIBE-20 vinder over COVID-19.