INDIE-POP TRIOEN JUNG DEBUTERER PÅ NIBE 2020!
Jung, der består af Michael Hovmand på keyboard, Sigurd Boesen på guitar og Jonas Jung på vokal, tog landet med storm, da de i forsommeren 2019 bragede ind på den danske musikscene med singlen ”Jeg Skal Nok Vente”. Nummeret, der oser af 80’er-indflydelse blandet med nutidig electro-rock, har en lyd, der på én gang føles velkendt, men samtidig formår at være helt sin egen.
Jungs anden single ”Hun Kommer Tilbage” blev udgivet i september 2019 og fik masser af airplay på bl.a. de store landsdækkende kanaler P3 og P4. På førstnævnte havde den samtidig som ”Ugens Uundgåelige”. Jung rammer med andre ord meget bredt og massivt.
I den velproducerede lyd og ørehængende lyrik er der tydelig inspiration fra store danske navne som TV2, The Minds Of 99 og Nephew og dermed er grobunden i sandhed lagt for, at Jung kan samle generationerne, når de rykker ind på Nibe Festival 2020!
Følgende navne er nu klar til Nibe Festival 2020, som afvikles i 1. – 4. juli: Lukas Graham, Rasmus Seebach, MALURT, Alphabeat, Jung, Jonah Blacksmith og Jimilian.