HJALMER: PUBLIKUM ER MIT DRUG
Af Cecilie Andersen. Foto: Ricky Sam Winther
Det er gået stærkt for den 23-årige Hjalmer, der i år spiller på Nibe Festival for 3. år i træk. Hans single ”Hvis du går” er gået guld, og kalenderen er fyldt op med festivaljobs og en landsdækkende turné.
Den unge sanger har de seneste år charmeret sig ind på både voksne og unge. Alle synger med på hans kærlighedssange, og det er en helt speciel følelse, når Hjalmer står foran publikum.
– Det bedste ved at være ude og optræde er folk og deres reaktion. Når der kommer en sang, folk godt kan lide, og et helt festival crowd synger med. Dén følelse er som et drug, man slet ikke kan få nok af, fortæller Hjalmer
Selvom karrieren går stærkt og succesen vokser, er man aldrig fredet, når man står scenen
– Hver gang man træder tilbage og giver publikum mikrofonen, så satser man bare på, at folk synger med. Jeg bliver stadig nervøs. Men når folk så synger, er det en kæmpe forløsning.
Nye, større mål
Hjalmer nyder sin succes, men sætter sig også hele tiden nye mål mod drømmen om at nå landets helt store scener.
– For hver eneste ting man opnår, tillader man også sig selv at drømme større. I år spiller jeg på blå scene klokken 18. Men næste år, vil jeg spille på Store Scene klokken 20, siger Hjalmer med et stort smil, der fylder hele ansigtet fra venstre til højre.
De store drømme er tættere på end nogensinde før, men det får ikke Hjalmer til at læne sig tilbage. Tværtimod arbejder han endnu hårdere og drømmene er kun blevet større.
– Det er som at vade rundt på en sky. Samtidig er man blevet endnu mere hårdtarbejdende i takt med jo større det er blevet. For hver eneste succes vi opnår, arbejder jeg endnu hårdere.