Fuldt musikprogram ude nu: Se de sidste navne

Hos Nibe Festival har vi buldret afsted med offentliggørelsen af internationale artister som Black Eyed Peas, Tom Jones og Carly Rae Jepsen – skarpt efterfulgt af danske hovednavne som Rasmus Seebach, Jung, Jada, Malurt, Gnags, Martin Jensen og Suspekt, Dizzy Mizz Lizzy.

Nu fuldender vi årets musikprogram med yderligere 34 navne med legendariske D-A-D på toppen.

D-A-D

Fredag d. 1. juli kan du opleve legendariske D-A-D på Nibe 2022! 

De danske rock-ikoner skal til sommerens festival gøre det, de er allerbedst til. Levere rå, uforfalsket rockmusik og et sceneshow, der går lige i både hjerte og sjæl hos publikum. 

Til trods for en lang periode, hvor alle større udendørs live-optrædener har været aflyst, har D-A-D ikke siddet stille, og sidste år kom de også på ægte græs igen til endagsfestivalen ’Tilbage til Live’, som Nibe Festival stod bag sammen med Copenhell, Grøn, Heartland, Jelling Musikfestival, Live Nation, Northside, Smukfest, Tinderbox og Roskilde Festival.  

Til sommerens koncertoplevelse i Nibe lover rockgruppen at skrue helt op og for alvor fyre kanonen af igen. Det bliver altså D-A-D uden svinkeærinder, og publikum kan glæde sig til at høre stribevis af populære hits som fx ’Sleeping My Day Away’ og ’Bad Craziness’. 

MAGTENS KORRIDORER

Vi gentager successen! Magtens Korridorer vælter Nibe Festival lørdag d. 2. juli. 

Med en fandenivoldsk og progressiv energi beviste Magtens Korridorer til sidste års Lyden af Nibe endnu en gang, at de er et af Danmarks bedste rockband. Bandet leverer et sandt rockeventyr, når de med bredde, højde, længde og tyngde udfolder et univers af både hård og poetisk lyd. 

Med populære numre som blandt andet ’Lorteparforhold’ og ’Milan Allé’ formår Magtens Korridorer med en unik direkthed at skrive sig ind i enhvers hverdagslige trummerum og samtidig holde alt det genkendelige ud i strakt arm.  

I 2005 udsendte Magtens Korridorer albummet ‘Friværdig’, og hurtigt derefter indtog de fem herrer med enorm succes folkets hjerter. Siden er der udgivet seks albums, der hver har leveret gedigne hits til det nu imponerende bagkatalog. Sidste års anmelderroste ’Club Promise’ er sidste skud på stammen med blandt andet sangene ’Ensom Stjerne’, ’Månelys i Rav’ og ’Kældermorgen’.  

Festivalgæsterne på årets Nibe Festival kan altså glæde sig til en rockende, fed og heftig koncert i Skalskoven. 

LARS LILTHOLT BAND

Torsdag d. 30. juni går det løs på Nibe Festival – her giver Lars Lilholt Band nemlig koncert på Stor Scene i Skalskoven. 

”Ramte den lige i røven”. Det var overskriften på Thomas Treos anmeldelse i Ekstra Bladet af Lars Lilholt Bands koncert til Lyden af Nibe sidste sommer. Og Treo havde sgu ret, for stemningen i teltet var kanon – og fællessang var der masser af. Præcis, som traditionen foreskriver, når Lars Lilholt Band gæster Nibe. 

Så selvfølgelig har vi inviteret Lars og resten af bandet tilbage i vores populære rammer i Skalskoven. På sætlisten finder man altid en buket af sange fra Lilholts kæmpe store bagkatalog. De store hits som ’Den Hvide Dværg’, ’Cafe Måneskin’, ’Kald Det Kærlighed’, ’Kong Pukkelryg’ og’ Onkel Christian’ vil altid ånde i sætlisten, og nu også i selskab med sangen ’Gik I Byen Med Det Grimme Hold – et hit (New Boo) af Kwamie Liv, som Lars succesfuldt fordanskede i TV2-programmet Toppen Af Poppen. 

EMIL LANGE

”Hvad vil I have?” Og I siger: ”Emil Lange”, og det skal I få! Onsdag d. 29. juni går Emil Lange på Blå Scene. 

En sand ven af festivalen kommer nemlig igen på besøg. Dj, producer og artist Emil Lange, som gav sin første festivaloptræden på netop Nibe Festival, er tilbage i Skalskoven til sommer. 

Han er verdensmester i at mærke stemningens bølger, så musikken pulserer i takt til festen. Emil Lange er en del af den danske dj-elite, men formår så sandelig også at lægge landet ned som soloartist med numre som ’10 År’, ’Langt Liv’, ’Fuck Dig (feat. Tobias Rahim) og ’Det Her’.  

Det bliver på alle måder varmt og festligt, når vores dj-ven skruer på knapperne på festivalens åbningsdag onsdag d. 29. juni. 

ITALOBROTHERS

Med hits som ”Stamp On The Ground…JUMP! JUMP! JUMP! JUMP!” og ”Love is on fire” vælter ItaloBrothers Reservatet på Nibe 2022 onsdag d. 29. juni. 

ItaloBrothers slog for alvor igennem i 2007 hvor de udgav megahittet ‘Colours of the Rainbow’ – et nummer, som toppede stort set alle hitlister. Kort herefter smed de ‘Moonlight Shadow’ på gaden, der ligeledes fik stor anerkendelse på dansegulve over hele Europa, og i 2009 udgav de så monsterhittet ‘Stamp On The Ground’, som flåede dansegulvene op alle vegne. 

Det bliver ren dansefest, når tyske ItaloBrothers rammer Nibe 2022. 

NIARN

Der bliver hedt under teltdugen på Blå Scene, når badboy-rapper Niarn vender hjem til Nordjylland og giver koncert på Nibe 2022 lørdag d. 2. juli.  

Niarn fik sit gennembrud på den danske hiphop-scene tilbage i 2004 med debutalbummet ”Årgang ’79”, hvor den aalborgensiske rapper tog hele landet og især det nordjyske publikum med storm.  

Singlen ”Dobbelt A” og albummet ”Rød Aalborg” vidner da også om et stort tilhørsforhold til den nordjyske arbejderby Aalborg, som ikke altid har behandlet den hårdføre rapper lige blidt.  

Niarn har holdt pause fra rapkarrieren siden 2014, men sidste år genopstod fænomenet Niarn, og det er derfor en kæmpe fornøjelse for os at byde Niarn varmt velkommen på Nibe Festival. 

JOHNNY DELUXE

Johnny Deluxe indtager Reservatet med kæmpehits som ”Elskovspony”, ”Drenge som mig” og ”Det du gør” onsdag d. 29. juni. 

I starten af 00’erne galoperede Johnny Deluxe ud over stepperne og direkte ind på Danmarks hitlister. Den dag i dag står Noam, Søren og Morten stadig som et eftertragtet livenavn, og statussen som leverandør af uundgåelige evergreens er velbevaret. Og Selvom fænomenet Johnny Deluxe efterhånden har 20 år på bagen, står de lige så stærkt, som da de udgav det succesfulde debutalbum. 

Reservatet fyldes med charme, selvtillid og iørefaldende musik onsdag d. 29. juni, og du er inviteret til Johnny Deluxe-fest.  

DJÄMES BRAUN & VILD SMITH

Reservatet bliver væltet omkuld, når Djämes Braun x Vild Smith slår pjalterne sammen og giver koncert fredag på Nibe 2022 d. 1. juli.  

Der er fare for, at Reservatet bliver væltet omkuld, når Djämes Braun x Vild Smith fyrer op for musikken i Skalskoven til sommer. Hver for sig har de haft stor succes, og nu kommer det til at gå endnu vildere for sig, når de indtager scenen sammen.  

Djämes Braun har bangers som ”Fugle”, ”Kvinder og kanoner” og ”Kom og giv mig alle dine penge” med i rygsækken, og Vild Smith har hits som ”Det Ik Sket”, ”Gør Det Godt” og ”Send Nudes” – tilsammen kan det kun blive en kæmpe fest! 

KELLERMENSH

Lørdag d. 2. juli kan gæsterne til Nibe Festival glæde sig til at opleve Kellermensch i Reservatet. 

Det vestjyske livefænomen, Kellermensch, synes for alvor at være opsteget fra kælderdybet, når de igen bevæger sig ud i koncertuniverset. Og vi er så heldige at være en af årets udvalgte festivaler, som bandet lægger vejen forbi med blandt andet numre som ’Nothing’, ’Mission’ og ’Another Drink’. 

Med deres unikke kombination af trædeorgel, violiner, forvrængede guitarer, dundrende trommer og tordenbrøl har sekstetten de seneste år genopvakt rockmusikken og på scenen udviklet sig fra kompromisløst, larmende rockband i den esbjergensiske undergrund til internationalt koncertfænomen, der bevæger sit publikum med smukke, intense, smertefulde og voldsomme liveoptrædener af dramaturgiske dimensioner.  

Dette har ført dem til Europas største scener herunder Rock Am Ring, Rock Im Park, Wacken og herhjemme alt fra Roskilde Festivals Orange Scene til Copenhell – og selvfølgelig også vores festival i Nibe, som de besøger lørdag d. 2. juli. 

THE BATS

The Bats optrådte som hovednavn på den allerførste Nibe Festival i 1985, og nu er de tilbage i Skalskoven – fredag d. 1. juli giver the Bats koncert på Blå Scene. 

Gennem årene har The Bats haft stor succes med at optræde på landets spilletider, halballer, byfester og firmafester. Det lille rock’n’roll band er et sandt partyband, der kan sætte gang i enhver forsamling. 

The Basts består af fire dygtige og erfarne musikere, der optræder med musikalsk overskud og ægte spilleglæde. De fire gutter mestrer kunsten at underholde og overraske på samme tid, og både det modne og unge publikum får serveret en fest, de ikke vil hjem fra. 

Glæd dig til at opleve the Bats optræde med sange som ”Made up in Blue” og ”North by North” på Nibe Festival 2022. 

PIL

Den Lille Fede bliver forvandlet til et ægte og følsomt popunivers, når Pil giver koncert torsdag d. 30. juni. 

Pil formidler stærke følelser som ensomhed og ulykkelig kærlighed med dansksprogede sange, der altid er akkompagneret af legende og lækre poptoner. Den talentfulde sangerinde trækker publikum helt ind i sit inderste, hvor man for alvor mærker, at der er noget på spil – og det resulterer altid i en helt speciel og intim koncertoplevelse.  

Sangen ”Nattely” har været spillet vidt og bredt på landets radiostationer og streaming-tjenesterne, og Soundvenue har beskrevet sangen som ”mesterligt konstrueret”. Siden har hun udgivet duetten ”Omvendt” i samarbejde med Andreas Odbjerg og singlen ”Inde I Mig”, der også har fået for ros fra anmelderne. 

Med andre ord – det bliver en kæmpe oplevelse, når Pil indhyller Nibe-publikummet i sit musikaske univers d. 30. juni.  

PAULINE

Pauline åbner Reservatet på åbningsdagen for Nibe Festival 2022. 

Pauline har sparket døren ind til den danske musikbranche, og hun har slået benene væk under lytterne med debutsinglen ”Ny Og Næ”. Singlen har været Ugens Uundgåelige på P3, og sangen beskrives allerbedst som en storladen blanding af spillet og programmeret musik. 

Den 25-årige sangerinde har skrevet hele sit liv. Det startede ud i det små med digte og leg med ord, men nu er det til stor glæde for alle pop- og indiefans blevet til musik. Senest har hun fastslået sin tilstedeværelse i branchen med singlen ”Noget for Nogen”. 

TOM DONOVAN

Den irske troubadour Tom Donovan optræder torsdag d. 30. juni på Den Lille Fede. 

Udover den irske charme og humor er Tom Donovan kendt for sin kraftfulde stemme og dynamiske guitarspil.  

Den Lille Fede kommer til at flyde over med irske ballader, underholdende historier og ægte irsk stemning, når Tom Donovan lægger vejen forbi Nibe 2022. Der er virkelig lagt i kakkelovnen til en aften i underholdningens tegn, hvor den populære entertainer tager publikum med på en rejse i sit store repertoire af nye og traditionelle folkesange.

BRYAN ADAMS TRIBUTE

Med udødelige klassikere som ’Summer of 69’ og ’(Everything I Do) I Do It For You’ indtager et af landets ypperste tribute-bands igen vores festival i Nibe. Oplev Bryan Adams Tribute Band fredag d. 1. juli i Reservatet. 

Bryan Adams Tribute og forsangeren Claus Hassing har et flot ry på livescenen. Så der bliver plads til masser af fællessang og fest, når gruppen tager de mange Bryan Adams-hits med i Skalskoven til sommer. 

ANR LIVE FEAT. SKINZ & FAUSTIX

Det er efterhånden blevet en fast tradition, at ANR åbner Stor Scene med et storstilet show – og det sker også i år.  

ANR sparker Nibe 2022 i gang fra Stor Scene sammen Skinz og Faustix, hvor der er lagt op til masser af fest og gang i den. Derudover kan Nibe-publikummet se frem til at opleve DJ Høyer og Morgenkøterne på ANR, der med sikker festhånd får styret Nibe 2022 ud over stepperne med et højintenst middagsshow.  

BBYBITES

Bbybites giver koncert på Den Lille Fede lørdag d. 2. juli, og det bliver en helt unik oplevelse, når den dygtige sangerinde inviterer indenfor i sit poetiske musikunivers.  

I 2021 strøg Bbybites direkte ind som P3’s Uundgåelige og Voice Choice med singlen ”bby” – og siden er hun bare blevet ved med at spytte succesfulde radiosingler. Heriblandt sangen ”Pleaser”, der handler hendes endelige opgør med sin trang til at please andre mennesker.   

Bbybites er allerede kendt for sine energiske, følelsesladede og historiefortællende liveshows, og musikanmelderne er helt enige i hypen. Vi glæder os derfor til, at kalenderen fortæller os, at det er d. 2. juli, så vi kan præsentere Bbybites for Nibe-publikummet.  

ZAR PAULO

Efter to års ventetid er Zar Paulo mere end klar til at blæse taget af Nibe Festival fredag d. 1. juli. 

Zar Paulo giver koncert på Den Lille Fede, og her kan publikum se frem til at opleve et super velspillende band og en yderst karismatisk forsanger.  

Bandets første single ”Klap For Fædrelandet” blev en bragende succes, og singlen strøg ind som P3’s Uundgåelige og i højeste rotation hos P6 Beat. Soundvendnue har også skrevet følgende om sangen: ” Her er nemlig et mirakel af en sang: Sjov og skør, men skarp og samfundsspydig. Stramt komponeret, men samtidig totalt løssluppen’ og ’Har vi allerede i den første uge af januar fået en kandidat til årets danske sang? Ja ja, det er (meget) tidligt, men lige nu er vi altså blæst bagover.” 

For at gøre det hele endnu mere spændende, har Zar Paulo lovet, at ”Klap For Fædrelandet” kun er begyndelsen af den nye musik, de kommer til at smide i 2022. 

PATINA

Nibe-publikummet kan godt glæde sig til d. 29. juni, hvor PATINA optræder i Reservatet! 

Skiftende forsangere. Det lyder atypisk, men det er faktisk tilfældet i Patina, hvor de tre trommeslagere skiftevis giver den gas som frontmand. Sammen skaber de et ekstatisk fællesrum, hvor man med åbent bryst kan stille sig sårbar.  

Musikken kan bedst beskrives som medrivende funky og rå, og teksterne kredser om almenmenneskelige hverdagsfortællinger. Men stillet helt op på knivsæggen. Lige der hvor alting kan ske, og alt er på spil. 

PATINA udgav debutalbummet ‘Drømmefanger’ i februar 2021 – efter et 2020, hvor bandet for alvor gjorde deres indtog på den danske musikscene. Her blev bandet belønnet med en nominering til P3 Talentet, spillede en flot efterårstour og sluttede året af med at få at vide, at hittet ’Flammer Rammer’ var den mest afspillede sang på P3 i hele 2020. 

Gruppen flyver rundt og giver den gas, når de spiller live-koncerter, og musikmediet Gaffa har beskrevet PATINA som skabt til store scener. Vi glæder os til, at PATINA gæster Nibe Festival for første gang med numre som ’Langsomt Sind’ og ’Flammer Rammer’ onsdag d. 29. juni. 

DEN GRIMMESTE MAND I BYEN

Onsdag d. 29. juni spiller Den Grimmeste Mand i Byen på Den Lille Fede. 

Bandet Den Grimmeste Mand i Byen består af fire umodne mænd, der spiller som gjaldt det deres liv hver eneste gang, de går på scenen.  

Inspirationen finder de i sange fra 40’erne, 50’erne, 60’erne og 70’erne, som du troede, du havde glemt – men vupti, så har Den Grimmeste Mand i Byen leveret en nutidig udgave med fuldt smadder på energien og galskaben. 

BETTE

Det er lagt op til en personlig og dyb koncertoplevelse, når Bette optræder på Den Lille Fede i Skalskoven onsdag d. 29. juni. 

Den upcoming artist udgav i februar 2022 debutalbummet ”min”. Albummet afspejler Bettes eftertænksomme og nysgerrige tilgang til at udforske det musikalske, og hendes imponerende vokal har sikret albummet 5 ud af seks stjerne:  

”Hendes karakteristiske vokal og lyd er gennemgående og konsekvent på udgivelsen. Et af de mest vellykkede forsøg på dansksproget r&b, jeg har hørt.” – GAFFA 

GAFFA er langt fra de eneste, der har fået øje på Bettes talent, og allerede tilbage i 2019 opnåede hun en række udmærkelser for sin musik. Heriblandt titlen som P3’s Uundgåelige med singlen ”Hører Dem Ikke” og en nominering til Soundvenues Fremtidspris. 

ROSEELU

Glæd dig til at opleve RoseeLu onsdag nat kl. 00:00 på Den Lille Fede. 

Den unge RoseeLu skiller sig ud fra mængden med sin lyd, der elegant bevæger sig i spændingsfeltet mellem alternativ 90’er grunge blandet med elementer af hiphop og pop. 

Under koncerten bliver vi inviteret inden for i RoseeLus skæve univers fyldt med tankestrømme, uforløste følelser og sårbarhed. Især sangen ”Playing Alone” har stor betydning, da den indrammer glimt fra sangerindens indadvendte barndom og teenageår, der bød på op- og nedture. 

Der bliver fyldt med bramfri og dejligt hormonfyldte produktioner under RoseeLus koncert på Nibe 2022, og du kan glæde dig til at opleve populære sange som ”Fuck With My Feelings” og ”L.A. Traffic”, som er skabt i samarbejde med DJ- og producerduoen LittGloss. 

THE POWLS

”Vi er det orkester, din mor advarede dig imod, og nu skal der sgu hammer på.” The Powls spiller lørdag d. 2. juli på Blå Scene. 
 

The Powls er i den grad et band med legendarisk status på Nibe Festival. Bandet har aldrig været blege for at være hverken first eller last movers. Og til denne sommers koncert vil de lancere begrebet ”fake music”, som de faktisk heller ikke helt er klar over, hvad er. 

Så forbered jer på god musik, masser af humor og et sygt sceneshow, når The Powls spiller for os i Nibe endnu en gang lørdag d. 2. juli. 

DANSER MED PIGER

Danser Med Piger rammer Den Lille Fede på Nibe Festival onsdag d. 29. juni! 

Siden Danser Med Piger besluttede sig for at skrive og indspille deres egen musik, er det kun gået en vej – og det er fremad.  

Debutsinglen ”Lad Mig Være” blev lavet på en nat, hvor bandet dansede, sang og havde det fedeste rush over nummeret. Og det er netop den følelse, som Danser Med Piger stræber efter at give publikum. En følelse af, at musikken rammer som en energibombe, og at man derfor ikke kan lade være med at danse. 

Glæd jer til at opleve de fem energibomber på Nibe 2022!  

GINNE MARKER

Guitargudinden Ginne Marker giver koncert på Den Lille Fede lørdag d. 2. juli på Nibe 2022. 

Ginne Marker indtager Nibe med sine smukke og originale sange, sit fremragende guitarspil og sin rørende stemme, der tilsammen formidler både store og små følelser på smukkeste vis. 

Vi er langt fra de eneste, der er begejstrede for nordjyske Ginne Marker. GAFFA gav Ginne Marker hele 5 stjerne for sin live-optræden i 2021, og i 2020 modtog hun to Carl-priser som Årets Talent og Årets Jazzkomponist for debutalbummet ”For Seasons to Come”.  

VINGARD

Torsdag d. 30. juni kan du opleve Vingard på Den Lille Fede. Trods sin unge alder har Vingard allerede stået på flere end 300 scener og leveret udgivelser, der har modtaget airplay på både P4 og P5. 

Vingards stemme og hendes musik rammer en helt speciel nerve, og hendes overbevisende musikalitet har da også resulteret i, at hun i en alder af blot 15 år skrev og lavede musikken til en tysk biograffilm.  

Vingard mestrer genren Americana til perfection, og det bliver både medrivende og nærværende, når hun optræder på Den Lille Fede d. 30. juni. 

SOUVENIRS

Torsdag d. 30. juni rammer rocktrioen Souvenirs Den Lille Fede på Nibe Festival. 

”Hannibal og Jerry”, ”Han tog et Nattog”, ”Jeg hader Susanne” og ”Jeg troed’ du var hos Mikael” – rækken af ørehængere fortsætter. Souvenirs, der består af Sofie Bonde, Nils Torp og Gitte K, er en velsmurt rockmaskine, der gang på gang leverer catchy melodier og lækre, underspillede tekster på dansk.  

Siden gennembruddet i 1994 har bandet haft stor succes med flere albums – senest albummet ”tangopartner” fra 2016. Det bliver derfor en smuk blanding af nyere og gammelt, når Souvenirs rammer Nibe Festival til sommer. 

BEINIR

Færøske BEINIR kommer og forkæler os med lækker lyd på Den Lille Fede fredag d. 1. juli til Nibe 2022. 

BEINIR har opbygget og formet sin egen lyd og har nu fundet sig til rette et sted, der er pakket med energi, svigende rytmer og spydig lyrik om personlige fortællinger.  

I starten af 2021 var BEINIR feature på sangen ”I’m Not Crying You Are” fra Dophas debutalbum, og siden har han gang på gang høstet flotte anmeldelser og imponeret med sine live-optrædner.  

Band of Tomorrow gav BEINIR 4,5 stjerner ud af fem, og skrev: ”Ind på scenen, helt alene, træder færøske Beinir ind med sin guitar og begynder det, der bliver en af lørdagens allerbedste koncerter [..]. Med imponerende guitarspil og en drum-pedal fyldte Beinir Skatescenen ud med sin vanvittige sangstemme og velskrevne numre.” 

FRANCISKA

Vi byder velkommen til rockbandet Franciska, som giver en hæsblæsende koncert på Nibe Festival lørdag d. 2. juli på Den Lille Fede. 

Det bliver en koncert fyldt med originale sange, der er skrevet og fremført i en stil, så 90’ernes rockscene bliver vakt til live igen. Franciska formår nemlig at levere historierne bag sangene i et levende sprog, så publikum får en oplevelse ud af hvert rocknummer. 

Bandet Franciska består af seks medlemmer, der alle er stolte nordjyder. Det er en flok originaler med en forkærlighed for old school rock, og bandets fælles mission er at levere rocken som da mor var dreng.  

KALASET

Torsdag d. 30. juni rammer Kalaset Reservatet til Nibe 2022. 

I et lydunivers af nostalgisk 80’er synthesizer og indie-prægede rytmer toner den unge gruppe Kalaset frem fra undergrunden og ud på scenen. Og man kan tydeligt mærke den unge energi og kraft, som udspilles i en skarp vokal og et energibærende band.  

Med fængende melodier og tempofyldte numre inddrages publikum i Kalasets musikalske univers. Teksterne er på dansk og indeholder dybere tanker og refleksioner af den verden, vi lever i. De skriver om ungdommen, stilheden, rastløsheden og om deres drømme.  

Kalaset har allerede vundet flere musikkonkurrencer blandt andet den danske Emergenza Festival, talentprogrammet Quasar samt Battle of Bands. Derudover har bandet varmet op for Simon Kvamms nyeste projekt HUGORM. Nibe kan altså se frem til en koncert med et band, der har store drømme for fremtiden, og et talent og en vilje, der kan få dem til at gå i opfyldelse. 

ENILORA

Oplev Enilora under Nibe 2022 på Den Lille Fede. 

Eniloras lydunivers emmer af melankolsk indie pop, der står stærkt og rungende sammen med hendes udtryksfulde, ærlige og følsomme vokal. Det bliver derfor også en helt speciel koncertoplevelse, hvor Enilora kommer helt tæt på publikummet på Den Lille Fede. 

Norske Enilora blomstrede frem på den danske og udenlandske musikscene i 2021, og i 2022 præsenterer den spirende sangerinde ny musik.  

VILMA

Glæd dig til at opleve Vilma, når hun giver koncert på Den Lille Fede til Nibe 2022. 

Til koncerten kan publikum glæde sig til at opleve Vilmas jordnære og dansksprogede sange, der udspringer af kærligheden til de ting, der betyder noget for hende. 

Et gennemgående tema for Vilmas tilgang til musikken er trangen til at bryde den jyske tendens, der ofte er et benspænd, når det handler om at tale om følelser. Derfor bliver alle følelser sat fri, og Vilma lukker publikum helt ind i sit inderste følelseskammer. 

Glæd dig til en intim og utroligt nærværende koncert med Vilma. 

PHILIP

Den 22-årige sanger og sangskriver Philip giver koncert på Den Lille Fede om fredagen på Nibe 2022. 

Efter mange år med en guitar i hånden er den unge Philip sprunget ud som soloartist, og det gør han med en moderne og strømlinet pop-lyd, der harmonerer i kombination med et tekstunivers af ungdommens usikkerheder og store følelser. 

Sidste år udgav han sine to første singler, og 2022 blev skudt i gang med udgivelsen af singlen ”The Only Thing on My Mind”. Glæd dig til at opleve den upcoming artist på Nibe 2022. 

SKAGARACK

Reservatet bliver omdannet til det rene paradis for rockfans, når Skagarack giver koncert torsdag d. 30. juni. 

Skagarack ramte Danmarks radiostationer og befolkning med et brag i 1986, da de udgav singlen ”I’m Alone”. Og siden har det danske rockband uden tvivl sat sit præg på rocklandskabet med udgivelsen af 3 succesfulde albums. I 2021 udgav Skagarack en række nye singler, og mon ikke der er et lovende rockalbum lige på trapperne.    

Glæd dig til at opleve nye sange og gamle rockklassikere som ”Anytime, Anywhere” og ”Hungry For A Game” under Nibe 2022. 

DE FRIGJORTE

Fredag d. 1. juli kan publikummet på Den Lille Fede opleve det upcoming rockband De Frigjorte. 

Det danske rockpublikum er allerede så småt begyndt at tage De Frigjorte til sig, og efter to år med pandemi, webcam-koncerter og aflysninger på stribe er det danske rockband klar med et nyt album ”I Dagens Anledning” – og mere end klar til at ramme Nibe 2022.  

Bandet debuterede i 2018 med albummet ”Ja Tak!”, og her kan man tydeligt høre, hvordan bandets lyd har udviklet sig i en mere melodisk retning med plads til store armbevægelser på det nye album.