Fire nye stjerner til musikprogrammet - Nibe Festival
festival 2022

Fire nye stjerner til musikprogrammet

I dag kan vi løfte sløret for fire danske tilføjelser til line-uppet på Nibe Festival 2022. De nye tilføjelser er; Andreas Odbjerg, Dopha, Dizzy Mizz Lizzy og Burhan G.

Fælles for de fire nye tilføjelser til line-uppet på Nibe 2022 er, at de alle sammen er brandvarme på den danske musikscene. Nogle har været i gamet længe, andre er nye. Uanset tid i gamet, har de alle sammen et uhørt stort repertoire af hits, der til sommer kommer til at brage ud igennem højtalerne på Nibe 2022.

Tradition, tender og talent på Sommerens Nibe Festival

Nibe Festival er ikke bare musikalsk tradition. Der er også fokus på musikalske tendenser og talent, og det er dagens release et godt eksempel på. Burhan G og Dizzy Mizz Lizzy har gang på gang skabt stor fest i Nibe, og sådan bliver det heldigvis også til sommer. Og med dagens to øvrige navne – nemlig Andreas Odbjerg og Dopha, er fingeren helt sikkert også placeret på ”aktualitetspulsen”.

Dizzy Mizz Lizzy

Den ikoniske trio er tilbage i Nibe. Klar til at lave fest, klar til at imponere, klar til at pumpe energi i fællesskabet, klar til at rulle perlerækken af hits ud fra Stor Scene.

En af de mest episke Nibe-koncerter er ubetinget debutkoncerten med Dizzy Mizz Lizzy fredag d. 28. juni 1996. En meget ung trio væltede festivalens største scene – et stort telt på Dyrskuepladsen, som dengang dannede ramme for festivalen.

Ikke så meget mere fortid. For Dizzy Mizz Lizzy er helt sikkert den ypperste nutid og forhåbentligt også masser af fremtid på den danske rockscene. 

Dizzy Mizz Lizzy spiller Stor Scene fredag d. 1. juli – stort set på årsdagen 26 år senere.

Andreas Odbjerg

Andreas Odbjerg er ubetinget et af de bedste eksempler på, at dansk musik er inde i en ultimativ udviklingsstime.

Andreas er ikke alene brudt igennem med egne hits som ”I Morgen Er Der Også En Dag”, ”Føler Mig Selv 100” og Tobias Rahim-duetten ”STOR MAND”, han har også lavet tekster og melodier med artister som Drew Sycamore, Malte Ebert samt Lord Siva & Vera.

Vi ser frem til, at Odbjerg, Danmarks helt store nye popnavn, fylder Blå Scene med stor fest, ”STOR MAND” og i det hele taget befriende dejligt store armbevægelser og cool attitude.

Odbjerg gæstede i øvrigt Nibe i 2017. Dengang med duoen Moses: ”Andreas”.

Burhan G

Sommeren 2022 bliver relativt eksklusiv for Burhan G. En af få koncerter bliver dog heldigvis i Nibe.

Burhan G, som barsler hele to albums under projektet ”Generationer”, er dermed ikke bare eksklusiv, han er også superaktuel.

Sympatiske Burhan G har det vildeste bagkatalog, og under Nibe 2022 skal publikum bl.a. forkæles med numre som ”Jeg’ I Live”, ”Din For Evigt”, ”Jeg Vil Ha’ Dig For Mig Selv”, ”Karma” og ”Mest Ondt”.

Ja, eksklusiv, ja, superaktuel, og ja, ikke mindst også en helt unik og intim oplevelse. Burhan G optræder nemlig for fuld musik og fed attitude under Blå Scenes mørke dug.

Dopha

Det vælter frem med nye danske sangerinder med voldsomt meget potentiale. Dopha er et godt eksempel på det.

Med inspiration fra alt lige fra opvæksten i Romalt til de store internationale sangerinder som Lana Del Rey og Taylor Swift, serverer Dopha melankolsk pop på SÅ overbevisende vis.

”Happy for Me”, ”The Game” og debutsinglen “September Till June” er fremragende eksempler på, hvor stort et potentiale den her sangerinde har.

Det bliver helt sikkert både varmt og stemningsfyldt i Reservatet torsdag eftermiddag.


Køb din billet inden d. 1. marts

Tirsdag d. 1. marts stiger prisen på billeterne til dette års Nibe Festival. Derfor kan du med fordel købe billetterne inden, så du i stedet kan bruge pengene på appelsin-drinks, bøllehatte og måske et vandtæt telt. Billetter kan købes her.