Festival og garn: Kom til hækleworkshop med Rose Svane
Af: Lærke Visby. Foto: Claus Søndberg
Er du klar til at udfolde din kreativitet og knytte nye færdigheder? Tag din hæklenål i hånden og oplev håndarbejdets magi, når hækleinfluenceren, Rose Svane, og garnbutikken, Mayflower, afholder inspirerende hækleworkshops til Nibe Festival 2024.
Roses hæklerejse
Designer og hæklebogsforfatter Rose Svane startede sin hæklerejse i 2019.
– Jeg følte mig ret indholdsløs og tænkte, at jeg ville bygge min identitet op omkring en hobby, og det må man jo så sige, at jeg har gjort nu, fortæller Rose, da vi fanger hende i Camp Øst torsdag formiddag.
Det var i sit sabbatår, at Rose fandt ro i hverdagen gennem hækling – en hobby hun lærte af sin mormor.
– Det var så hyggeligt at samle generationer om et håndarbejde og finde et fælles sprog på den måde. Jeg blev simpelthen afhængig af det, forklarer influenceren og tilføjer, at hæklingen producerer lykkestoffer i hjernen.
– Et lille drug for kroppen, uden at det skal lyde helt skørt.
Foto: Claus Søndberg
Rose mærkede hurtigt trangen til at bruge al sin tid på hækling. Hurtigt tog det fart, og i dag kan Rose Svane skrive to hæklebøger og mere end 75.000 følgere på Instagram på CV’et.
Rose har også valgt at droppe tanken om den klassiske uddannelse.
– Gyldendal åbnede nogle døre, der gjorde, at jeg kunne gøre det til min levevej – så det var en blanding af held og hårdt arbejde. Jeg har hæklet dag og nat, hvilket er årsagen til at jeg også er blevet dygtig til det.
Håndarbejde giver ro i hovedet
I dag er Rose glad for at kunne dele ud af sin passion med andre og lære fra sig af sin hæklekunst. Også flere af torsdagens workshopdeltagere var begejstrede for hæklekunstens påvirkning på det mentale.
– Jeg bliver bare meget afslappet af det og så kan man bare læne sig tilbage med hækletøjet hvis man er lidt stresset, fortæller kursisten Dina.
– Det er et supergodt initiativ på en festival, hvor man laver mange ting, så det er dejligt lige at komme lidt ned i gear. Det er ret terapeutisk.
Foto: Claus Søndberg
Rose ser ikke blot hækling som et håndværk, men som en form for kunstnerisk udtryk. Hun har været en fortaler for at modernisere synet på håndarbejde, hvilket afspejles i hendes designs, der ofte er kendetegnet ved deres unikke karakter.
– Jeg har ben i begge lejre. Både når det handler om at fremme mental trivsel gennem hækling og udtrykke mig selv kunstnerisk, fortæller Rose.
En ny æra for håndarbejde
Roses tilgang til hækling er et lille oprør mod tidligere tiders opfattelse af håndarbejdet som en undertrykkende forventning om, at kvinderne blev hjemme og udførte deres håndarbejde. Derfor forsøger hun nu at skabe en ny fortolkning og værdi omkring håndarbejdet – som ikke er bundet af historiske kønsroller eller forventninger. Derfor er Roses designs også noget mere sprudlende og rebelske end den gamle hæklekunst.
På med bøllehatten
På workshoppen kan deltagerne lære at hækle den ikoniske bøllehat, som er blevet en fast del af festivalmoden.
– Det er virkelig nemt og virkelig hurtigt at lære. Man skal bare have lyst, forklarer Dina, hvilket medkursisten, Ida, erklærer sig enig i.
Kom og vær med torsdag, fredag og lørdag på camp øst. Rose vil være til stede fra klokken 11-13 og 15-17 både torsdag og fredag. Mayflower sørger for garn og hæklenåle, og Rose står klar til at hjælpe med opskriften på bøllehatten – og til at hjælpe hvis du taber masken. Vil du vide mere om Rose Svane, kan du tjekke hendes hjemmeside ud.