Efterskoleelever fortsætter stærk festivaldebut trods træthed
Selvom trætheden er begyndt at melde sin ankomst hos festivaldebutanterne fra Himmerlandscentrets Idrætsefterskole (HCI), er de klar til at feste videre!
Af Niels Svane Grevlund, Foto: Niels Svane Grevlund
Himlen er krystalblå, og solen bager ned i Rød Camp på Camp Øst – og der er stadig masser af højdepunkter tilbage på dette års Nibe Festival. Alligevel var det et noget mere træt hold, vi mødte på denne torsdag, da vi vendte tilbage til HCI-holdet.
Tømmermændene efter gårsdagens strabadser blev behandlet med hvil på luftmadrasser, som var blevet hevet uden for det glohede telt.
Det meste af holdet sad dog og var ved at varme op til dagens fest i en cirkel af festivalstole og en Soundboks.
Afslappende liggeposition på udendørs luftmadras
Siden vi besøgte efterskoleholdet i går, har de haft et brag af en fest, hvor især Black Eyed Peas-koncerten måtte tage prisen for festivalens højdepunkt hidtil.
Også i Camp Øst har der været fest for HCI-holdet. Efter indfrielse af gårsdagens mål om at skaffe flere festivalstole og Bacardi Breezers, var de godt oprustet til hygge i campen.
Selvom de ikke vandt kampen om at få anskaffet sig en fodbold, har de vundet kampen om præmier i både volleyball og beerpong-turneringer i Chill & Champ-området, som ligger et stenkast fra holdets camp.
– Jeg har vundet en hat, en taske og en nøglering, siger Nynne fra sin afslappende liggeposition på den udendørs luftmadras.
Også Tilde fik stillet sin agurketrang, som synes, det er et fremragende supplement til vand og tilføjer
– Jeg har endda endnu en agurk tilbage!
Fra camp til festscene
Dette års Nibe Festival lever i høj grad op til festivaldebutanternes forventninger. Festivalen er dog spredt mere ud, end Andrea regnede med, som tilføjer:
– Man skal gå meget langt fra campen for at komme op til Store Scene – især hvis du samtidig er fuld.
Trods lange vandreture, ser holdet frem til endnu en festivaldag, hvor tømmermænd stille og roligt bliver skiftet ud med endnu et brag af en fest – festen hvor Martin Jensen og selveste Tom Jones indtager hovedrollerne.
Vi ser til gengæld frem til at høre, hvordan torsdagsfesten bliver fejret for holdet.