De er festivalens første skanse hvis skaden sker
Af Søren Mølgaard, Foto: Søren Mølgaard
Nibe Festival er et trygt sted at være. Alle passer på hinanden, og mange festivaldebutanter bliver sendt til Nibe forældre, der har ro i sindet.
Stemningen i Skalskoven skriger til himlen med store bogstaver: “KALD DET KÆRLIGHED!”
Men overfor visse udfordringer, kommer selv kærligheden til kort.
Her snakker vi om alle de skavanker, der nødvendigvis vil opstå til en begivenhed, hvor 20.000 mennesker i alle aldre er samlet for at give den fuld gas i fire dage.
Den første skanse
Derfor er førstehjælpsteamet sat i verden. Førstehjælpsteamet er Nibe Festivals garant for, at samtlige gæster vender hjem fra festivalen i god behold.
De er altid parate til at behandle diverse skader, skavanker og skideirriterende uheldigheder.
– Vi tager imod alle, der kommer ned til os i skadestuen. Vi har to ambulancer, så vi kører også ud og henter folk, hvis der er behov for det. Så har vi altid nogle ved koncerterne, der står klar, forklarer teamleder, Trine Bødker, der har været en del af førstehjælpsteamet siden 2007.
– Så har vi også et frivilligt lægehold herude, og dem tilkalder vi, hvis det er nødvendigt. Og hvis det ikke kan klares her, så har vi direkte kontakt til hospitalets ambulancer, tilføjer Trine Bødker.
Mange typer behandlinger
Heldigvis er det sjældent, at der opstår en ekstraordinær kritisk situation.
– Vi får flest folk ind enten med skavsår, nogle som er faldet, har fået splinter i hænder eller fødder. Så kan vi også have nogle, der er faldet ned fra ting, men der er heldigvis ikke så mange, forklarer Trine Bødker.
Det er dog ikke altid, at ‘patienterne’ kræver decideret behandling.
– Der er også nogen, der kommer herind for at ligge i vores afrusningstelt, hvis de har fået lidt for meget at drikke, tilføjer Trine Bødker grinende.
Alene visheden om, at førstehjælperne står klar, bidrager til at festivalgængerne føler sig mere trygge lyder det.
– Vi har mange, hvor de bare vil vende situationen og have lidt tryghed. Man er måske lidt træt, blevet væk fra vennerne, og telefonen er gået ud. Sådan noget er der jo også en del af, og det er også en opgaven, forklarer Trine Bødker.
Forudsætningerne for en tryg festival
Selvom langt de fleste tilfælde hos førstehjælpsteamet ikke er af kritisk karakter, er det en træls situation, hvis man skal køres til et hospital, når man har glædet sig til nogle fede dage på Nibe Festival.
Derfor har Trine Bødker et par råd til festivalgæsterne:
– Man skal ikke rende rundt i bare fødder, man skal have godt med vand, og det er sådan set det vigtigste. Og så skal man passe på hinanden derude. Hvis man er afsted i en flok er det rigtig vigtigt at hjælpe hinanden og ikke efterlade sine venner, hvis de har brug for hjælp.
Der er førstehjælpsvagter døgnet rundt, så man kan altid tilkalde dem, hvis man møder problemer. For som Trine Bødker siger:
– Det er bedre at få renset sine sår, end at skulle tage hjem fra festivalen.