Agenter og planlægning er nøglen til at håndtere dit affald bæredygtigt
Hvordan kan en festival gennemføres, uden at bæredygtighedsidealet tilsidesættes til fordel for fest og ballade? Få et indblik i, hvordan Nibe Festivals bæredygtighedsteam sørger for, at vi kan feste løs med god samvittighed.
Af Søren Mølgaard, Foto: Anders Filtenborg Spliid
Når man gerne vil afholde festival midt inde i en skov, er det saftsuseme vigtigt, at bæredygtighed tænkes ind i ligningen. I dagene hvor festivalen løber af stablen, skal naturen respekteres.
Derfor har festivalen et dedikeret team, som fokuserer på netop bæredygtighedsniveauet. Bæredygtighedsteamet bruger stort set alle vågne timer på at sørge for, at skoven kan leveres tilbage i en ordentlig tilstand.
Et team på tværs
Vi har snakket med Rie Mitzi Berggreen, som er en af teamets centrale figurer, og som koordinerer og eksekverer på bæredygtighedsfronten. Og det er ikke en helt let opgave.
– Vi arbejder jo på tværs af alle andre afdelinger på festivalen, forklarer Rie Mitzi Berggreen.
Affaldshåndtering er en af teamets primære opgaver. Affald opstår alle steder på festivalpladsen, og at finde den mest bæredygtige måde at håndtere affaldet på er en kompleks proces.
Det er forskelligt, hvilken type affald der opstår på festivalpladsens forskellige områder, alt skal kortlægges, og det skal afvejes, om transport og andre miljø- og klimamæssige omkostninger i forbindelse med genanvendelsen kan svare sig.
Derudover er det også vigtigt, at de enkelte afdelinger har styr på, hvordan affaldet håndteres, så det faktisk kan genbruges, når det ryger videre i systemet.
Udover at koordinere arbejdet mellem de mange afdelinger, bliver forskellige foreninger også engageret af bæredygtighedsteamet.
– Vi har også et stort samarbejde med foreninger, der kommer og hjælper, så der er rigtig meget koordinering, fortæller Rie Mitzi Berggreen.
Cirkulær tankegang
Selvom der hurtigt kan gå drift i den, når først 10.000 mennesker er samlet til nogle festlige dage i Skalskoven, er Rie meget fokuseret på også at udvikle nye tiltag for bæredygtighed.
– Jeg prøver at tænke så meget cirkularitet ind i det som muligt, fortæller Rie Mitzi Berggreen.
Alt der kan genbruges, bliver genbrugt. Om det så er ølkander, træflis eller appelsinskræller fra boderne.
– Vores skraldespande er lavet af en rigtig god plasttype, som kan bruges i mange år, og har høj værdi, når de engang skal genbruges, forklarer Rie.
De grønne agenter
Du har måske bemærket nogle medhjælpere i lysegrønne t-shirts. De er at finde rundt omkring på festivalpladsen, og de står klar, når en koncert slutter. Lynhurtigt kan de formå at rydde Hestepladsen foran Store Scene for tomme ølkrus og shotsrør, så den er klar til næste koncert.
De er også med til at opfordre festivalgæsterne til at rydde op efter sig selv.
– De har ansvaret for at skabe ro og orden omkring affald, fortæller Rie Mitzi Berggreen
Så hvis du er i tvivl om, hvordan du kan komme af med dit affald på den rigtige måde, kan du altid hive fat i en af de grønne agenter.
Fremadrettet
Selvom bæredygtighedsteamet er nået rigtig langt, har Rie stadig planer om at gøre festivalen endnu grønnere.
– Jeg vil jo gerne have nogle store affaldsstationer, som er placeret hensigtsmæssigt for gæsterne og medhjælperne, siger Rie Mitzi Berggreen.
Piktogrammer, flere grønne agenter og papkrus er også på Ries ønskeliste. Det skal være nemt for gæsterne at være bæredygtige.
– Langt de fleste vil jo rigtig gerne gøre det godt og sortere sit affald, fastslår Rie Mitzi Berggren.
Og det skal bæredygtighedsteamet nok hjælpe dig med. Så send dem gerne en taknemmelig tanke og et smil, mens du hygger dig på den grønne festivalplads med god samvittighed.